Blod og guld af Anne Rice
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en gammel mand. Manden hed Marius og han var en gammel vampyr. En rigtig gammel vampyr!
“Blod og guld” er Marius’ fortælling om sit næsten 2.000 år gamle liv, fra han var dødelig senator i Rom og frem til nutiden. Historien er en fængende interessant rejse gennem tiden og Anne Rice fortæller den her så godt, uden overdreven brug af special effects. Bogen kæder nogle af begivenhederne fra de forrige kapitler i vampyrkrøniken sammen, og det er underholdende at se andre navnkundige bloddrikkere gennem Marius’ øjne.
Marius er sær størrelse, der har sit hyr med at være udødelig. Han har alt for meget tid at slå ihjel, og han bliver frygtelig ensom uden selskab. Derfor omgiver han sig med både dødelige og udødelige gennem årene og omgiver sig med smukke ting. Marius’ guld er malerkunsten, som han har et næsten neurotisk kærlighedsforhold til.
Livet er svært nok i forvejen for den udødelige, men han bærer samtidig på en hemmelighed og byrde, som han ikke kan dele med andre i sin ensomhed. Marius er nemlig blev udvalgt til at passe på Kongen og Dronningen – vampyrernes forfædre, der sidder som kolde statuer, skjult for omverdenen. Det er ikke nogen let opgave og man krymper sig, hver gang hans verden brænder sammen.
“Blod og guld” forholder sig grænsefilosofisk til problemstillingen med evigt liv, men også til andre mere dødelige hovedpiner, som jalousi, kunst og forfængelighed. En god bog, der udfordrer påstanden om, at gammel kærlighed ikke ruster.
