Arnulf af Susanne Clod Pedersen
595
2015
9788771161724
Hold da op. Jeg sidder her med tilbagestrøget hår, efter en hæsblæsende tur rundt i vikingetiden.
Vi er i slutningen af det 9. århundrede. Svend Tveskæg er konge i Danmark, og i en lille bygd et sted i Danmark, går den unge Arnulf og venter på sin bror Helges hjemkomst. Helge har været på vikingetogt, og er Arnulfs absolut største forbillede. Broderen Rolf, der er bonde, har Arnulf ikke så meget til overs for.
Helges skib vender hjem, men Helge er død undervejs. Midt i sorgen over Helges død, lader Rolf sig trolove med Arnulfs store kærlighed, Frejdis. Og så har vi balladen. For at gøre en lang historie kort, så sker der ting og sager som gør at Arnulf flygter over hals og hoved. Han kommer til Haraldsfjord i Norge, på vikingetogt til England, og til de berygtede Jomsvikingers borg hvor han lærer at kæmpe.
Gennem bogens knap 600 sider, får læseren ikke på noget tidspunkt mulighed for at slappe af. Der er fuld skrald på hele vejen igennem, og det er sindssygt spændende. Et søslag i Norge breder sig ud over rigtig mange sider, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt eller ensformigt. Forfatteren har virkelig sat sig ind i sagerne, og hendes evne til at skildre gammeldags mand-til-mand krig, er fabelagtig. Det er næsten som at være der selv.
I det hele taget har forfatteren sat sig rigtig godt ind i tingene, og som stor vikingetidsentusiast gennem rigtig mange år, føler jeg mig helt tryg i Susanne Clod Pedersens vikingetid. Jeg er ikke helt sikker på om brugen af “blider” på vikingeskibe holder i virkeligheden, men det var også det eneste jeg studsede over.
Arnulf er, udover kriger og senere også jomsviking, en fremragende skjald – hvilket bl.a. kong Svend sætter stor pris på. Vikingetiden havde sin helt egen måde at digte på, og indtil jeg læste Arnulf, var jeg overbevist om at vi i dag ikke ville kunne nå “de gamle” til sokkeholderne på den front. Jeg tog fejl. Clod Pedersen mestrer kunsten så man taber kæben af benovelse.
Desværre forsøger Clod Pedersen også at skrive hele bogen i noget der vel skal forestille at være “vikingesprog”. Det gør bogen lidt svær at læse, og nogle steder fortaber meningen sig helt i storladent sprogs tåger. Det er svært at oversætte et 1000 år gammelt sprog, som ingen helt ved hvordan lød, og derfor er det bedst at lade være. Den sproglige kamp til trods, kaster jeg mig gladeligt over “Jomsvikingen” der er bind to i Susanne Clod Pedersens Arnulf Saga.
