Arctic Nation af Juan Días Canales

Hvis Walt Disney havde været maniodepressiv og skabt sit univers på en af sine sorteste dage, – well, så havde han skabt Blacksad. Det er som et parallelunivers til Andeby, befolket med hunde, katte, geder, skildpadder, bjørne und so weiter, men her hører ligheden op, for stemningen er som et USA under depressionen. Man fornemmer tidsmæssigt at være imellem to krige, samfundet er præget af arbejdsløshed, social ulighed og menneskelig depravering. Dårskaberne stortrives, befolkningen lider. Vold, sexuel udnyttelse, mord, stofmisbrug er alment forkommende. Vi er langt, langt fra Disneyland, – skal det være, så må det være Disney-noir.

I seriens andet bind koger handlingen på flere planer, det er svært at gennemskue og tilsvarende spændende. En lille pige er forsvundet, og lederen af Arctic Nation kobles til hendes forsvinden. Arctic Nation er en forening der ønsker at fremme racerenhed. Eller rettere, den rigtige hvide farve. Det er ligegyldigt om du er hund, bjørn, mus eller kat, så længe du er hvid. Hovedpersonen, den rå detektiv Blacksat, er en tofarvet kat, og han er derfor et oplagt hadeobjekt for Arctic Nation. Racisme er ikke plottets eneste drivkraft, for som en krimi-noir er der også både ægte kærlighed og skumle perversioner i spil. Egentlig handler det hele bare om magt.

Blacksad er noget af det flotteste jeg længe har set. I øvrigt er dette bind to bedre end den ellers fremragende etter.

Lån bogen på biblioteket