198
1998
87 00 35688 3
Amsterdam - oversat af Kirsten Vagn Jensen
1. udgave
Ian McEwan (f. 1948) er en af sin generations vigtigste, mest populære og hædrede britiske forfattere. Velskrivende, vis, underfundig, med hjertet præcis på rette sted.
At læse McEwan er altid forfriskende, altid en udsøgt nydelse; du opdager knap nok, at du undervejs bliver klogere på livet og på menneskers bevæggrunde.
“Amsterdam” modtog Booker-prisen i 1998 og regnes for et af hovedværkerne i McEwans efterhånden omfattende portefølje.
Romanen starter virtuost. Den begavede og indtagende Molly Lane dør i en alt for tidlig alder, og ved mindehøjtideligheden samles et antal betydningsfulde mænd med det til fælles, at de har været Mollys elskere.
Clive Linley, feteret komponist, er oven i købet nære venner med Vernon Halliday, populistisk chefredaktør på The Judge. Ingen af dem bryder sig synderligt om Mollys velhavende, men vattede enkemand George, der formynderisk afsondrede fruen fra omverdenen, da omfanget af hendes sygdom blev kendt.
En fjerde elsker er Julian Garmony, Englands udenrigsminister, og af ham dukker der nogle kompromitterende fotos op, som Molly i sin tid tog i en intim stund. Vernon øjner en vaskeægte kioskbasker, der kan redde bladets skrantende oplagstal. Clive, den forfinede kunstnersjæl, mener derimod, at en offentliggørelse af billederne vil være vulgært og besudle Mollys minde.
Romanen kredser om mændenes (til tider tåbelige) forestillinger om egen betydning, om hvad vi mennesker skylder hinanden for venskab og tjenester, om etik og karriere, og om hvad der er vigtigt her i livet. Er det eksempelvis vigtigere at færdiggøre en skelsættende symfoni end at redde en kvinde fra at blive voldtaget?
Til min smag bliver temaerne hen ad vejen for overtydelige, nærmest karikerede, og slutningen, hvor Clive og Vernon indgår en dødspagt, forekommer parodisk. Man tror ikke på handlingsforløbet, der ellers i de første to tredjedele af bogen har været både interessant og medrivende.
“Amsterdam” har bestemt sine momenter (trods alt har den jo vundet en fornem pris), men bør ikke være din introduktion til forfatterskabet. Start med “Soning” eller ”Ved Chesil Beach”, som er langt mere helstøbte værker.

