Verden og Varvara af Simon Fruelund

Advarsel: Denne bog bliver du høj af. Du risikerer at blive fanget i et sprogligt univers, som du bare ikke vil ud af. Sådanne advarsler burde der stå på Simon Fruelunds nyeste roman ”Verden og Varvara”, der handler om den unge forfatter Pelle, der er i pengenød, og derfor ser sig nødsaget til at påtage sig opgaven som biograf for den 79 ½ år unge Varvara Eng, der er skuespiller og optræder i et digt af Per Højholt. Bogen skal udkomme inden Varvara bliver 80, så Pelle har travlt, men det kører ikke rigtig for ham. Der er så meget, der kommer i vejen. Hans kæreste, Johanne, der er digter, bryder sig ikke om, at han har påtaget sig opgaven og går fra ham. Varvara har en elsker ved navn Knud, der er diamanthandler, og han mangler af og til en kurer. Og så er der ikke mindst den unge fotograf Knirke, der rejser rundt i verden med en antropolog og laver portrætter af danskere i udlandet.
Det er i korte træk plottet, eller ikke plottet, for det er der ikke tale om, for ligesom den forrige roman af Fruelund, ”Borgerligt Tusmørke”, er det den fantastiske, imponerende afmålte, mættede lakoniske stil, hvor der er vægt på sproget med stort S, der bæger bogen frem. ”Verden og Varvara” leverer nogle suveræne portrætter og menneskeskildringer, selvom der ikke bliver skrevet meget, så formår Fruelund at sige det hele både på og mellem linjerne, som f.eks., når han beskriver denne danske kvinde, der bor i USA, og tænker tilbage på sine unge år i Danmark:
“Hun tænker af og til på de byture de havde da de boede i Århus.
Hun kan huske de mødte en af fyrene fra Fielfraz.
Veninden gik med ham ud på toilettet og kom tilbage tyve minutter senere og tog en meget stor slurk af sin øl.”
Så er man ikke i tvivl om, hvad der er sket, sådan er det hele vejen i gennem bogen, der er hurtigt læst, men, undskyld frasen, bliver siddende længe i kroppen, for man kan virkelig mærke og føle, at romanen er skrevet med kærlighed til sproget, og hvor er det cool og fantastisk. LÆS DEN!!

Lån bogen på bibliotek.dk