382
2025
978-87-7007-968-6
Algot, Anna Stina och det välsignade brännvinet
1. udgave, 1. oplag
Jeg småfniser, mens jeg skriver denne anmeldelse – for der er rigtig meget at grine af i denne gavtyve-roman af Jonas Jonasson.
Lige når man tror, at nu kan det ikke blive mere rablende vanvittigt, så strammer forfatteren skruen en tak mere og og skifter til et højere gear. Der er noget befriende og fantastisk i at give sig hen og lade vandviddet opsluge en og gå med på præmissen om, at de gode vinder over de onde!
Bogen foregår i Småland i Sverige i 1850’erne. Bogens hovedperson er Algot Olsson, der skal overtage sin fars svinefarm en dag. Men sådan kommer det ikke til at gå.
Svinefarmen grænser op til sognets gods, og grevens fine, franske hustru vil gerne overtage svinefarmens jorde for at få plads til sine fuldblodsheste. Algots far vil ikke sælge, så greven må gribe til ufine metoder for at få svinebonden og hans familie ud. Og ud kommer de.
I første omgang vinder de onde over de gode og alt Algot står tilbage med er et brændevinsappparat, han har arvet fra sin far. Men så går det over stok og sten, og Algot ryger ind i Anna Stinas gulerodsbed.
Anna Stina er ikke er som kvinder er flest på den tid, men hun er lige en kvinde efter Algots hoved og hjerte. Sammen med Anna Stina, hendes far og en broget flok af særlinge bliver det til en komedie om at få greven og hans familie ned med nakken. Samtidig får forfatteren spundet en hel del verdenshistorie ind i bogen, og det er en finesse, der løfter bogen til andre højder end bare sjov og ballade.
Jeg er meget begejstret for bogen, der måske godt kunne være lidt kortere, men omvendt sidder jeg her og savner de farverige mennesker og deres tro på livet.
Hurra for en skøn historie.
Forsidebilledet yder ikke historien retfærdighed – det havde været sjovere med et billede af Algot i gulerodsbedet eller brændevinsapparatet, der syder og bobler.

