Michael Kousgaard
Michael Kousgaard er oprindeligt fra Næææstved, men de lange, sydsjællandske vokaler er næsten forsvundet efter 20 år i det Vestjyske, helt derude, hvor militærets bomber på Kallesmærsk Hede ved Oksbøl af og til lyder som torden i det fjerne.
Han blev uddannet regnskabsassistent i 1997 i et ingeniørfirma. Lærepladsen blev de næste 8 år skiftet ud med 3 andre regnskabsstillinger, inden han i 2005 blev selvstændig med egen bogholderi- og administrationsvirksomhed, Fokus.
Trangen til at skrive børnebøger dukkede op, da hans datter var 3 år. Hobbyen blev hurtigt lagt til side igen, men 9 år senere, i 2013, dukkede det glemte USB-stik med skriverierne frem af gemmerne. Han læste det og kunne lide det. Derfra tog det fat og i 2016 er han så udkommet på eget forlag, Kousgaarden, med e-bogen Blåskæg.
(Kilde: Michael Kousgaard)
Bibliografi
2016 Blåskæg (børnebog)
2017 Blåskæg 2 – Den forbandede ø (børnebog)
2019 Kolde timer (e-novelle)
2020 Stål-palle
2020 Blåskæg 4 – Tusmeraldas ønske
2022 Voks