Forfatterportræt: Maria Helleberg – et historisk univers

af d. 14. marts 2016
 

Maria Helleberg blev født, da vi var to dage inde i år 1956, og hun har særligt de første år levet en omskiftelig tilværelse, hvor hun blot fulgte sin fars impulser til at flytte rundt i landet. Hun kom således til at gå på såvel eksklusive privatskoler som ydmyge landsbyskoler.

I 1975 blev hun student, og sidenhen udfoldede hun sig som studerende på dansk-studiet samt teatervidenskab, hvor hun gerne skrev om Tove Ditlevsen og Beethoven.
Det vises således, at hun frit og problemfrit bevæger sig mellem meget forskellige felter, og det kommer til udtryk i hendes forfatterskab, som hun med ”Syersken” åbnede i 1986.

Det viste sig hurtigt, at der løber en historisk åre i hendes romaner. Hun har skrevet på en vedkommende måde om danmarkshistoriens kendte personer, og hun skriver underholdende og dramatiske historier frem, som kalder på refleksion. Et særkende i forfatterskabet er, at hun gladelig skriver serier, hvor læseren virkelig kan fordybe sig og se handlingen udfolde sig med en dybereliggende interesse. Her kan der med fordel tænkes på ”Slavebarnet” fra 1992, hvor forholdet mellem slaver og herrer træder frem. Vi befinder os i oldtidens Palæstina og følger den 7-årige pige Shara, der bliver solgt til syriske slaveopkøbere. Hun får slavenavnet Agave og videresolgt. I fortsættelserne – ”Børnejægeren” fra 1993 og ”Knivstikkeren” (1995) kaster Shara sig ud i at finde frem til sine forældre.

Hendes skrivestil er oftest direkte. Unødige ord og overflødig handling er skåret helt bort, hvorfor enkelte ord og sætninger træder frem med afgørende betydning.

Det historiske fungerer som et baggrundstæppe, hvor problematikkerne har meget stor relevans i dagens Danmark.
Hun har bidraget med flere værker inden for Aschehougs romanserie ”Slægten”, der fortæller Danmarks historie fra den sene vikingetid og frem til perioden omkring Slaget ved Dybbøl. Den er endnu ikke afsluttet og et kig værd!

Læs anmeldelser af Maria Hellebergs bøger her!