Forfatter Vibeke Marx – Fem bøger jeg ikke glemmer

Som barn var jeg en altædende læser. Når mine forældre var på besøg hos familie eller venner, sagde jeg pænt goddag og forskansede mig derefter med hvad der fandtes af læsestof, mest ugeblade. Jeg læste dog kun novellerne, idet romanerne jo fortsatte i et nummer, jeg ikke havde adgang til, hvilket var møgirriterende.

På et tidspunkt fik vi en lille bil og tog hvert år på campingtur, men til min fars store frustration, så jeg ikke ud ad vinduet men ned i den bog, jeg havde med.

Nu om dage læser jeg på to, nej tre, måder: I researchøjemed hvor jeg sluger alt fra det mest trivielle til svære tekster på engelsk, blot det tangerer det, jeg skriver om, kollegaers bøger, somme tider af lyst, andre gange mest af respekt og endelig for min egen skyld, hvilket lige nu er ensbetydende med Svend Åge Madsen (så fik jeg nævnt ham).

Jeg har skridtet husets reoler af og skrevet uomgængelige titler op, og vandringen resulterede i 14 stykker, men så kom jeg i tanker om Stoner, som er noget af det smukkeste, jeg har læst meget længe. Den stod der ikke, og straks blev jeg svedt ved tanken om alle de andre derude i verden, som jeg har været optaget af, men ikke lige i dette sekund husker. Tak for den frustration 

Og her er så de heldige, som nåede finalen:

1. Knuth Becker: ”Det daglige brød” og resten af serien om Kai Gøtche

Jeg husker, at jeg læste dem i toget mellem Kalundborg og København, da jeg som 18-årig var flyttet hjemmefra, og at de gav mig en forståelse af, hvor svært det er at overleve, hvis man er lidt anderledes end flertallet. Jeg har rent professionelt beskæftiget mig en del med anbragte børn, og desværre ser jeg også i dag, hvordan et menneskes livsforløb næsten hundrede procent bestemmes af, hvor på den sociale rangstige man har sit udgangspunkt. Det er jo ikke til at holde ud at tænke på, men god litteratur gør det sørgelige til at være i stue med.

Læs en anmeldelse af Det daglige brød

2. Arthur Krasilnikoff: ”Lindas tid” og ”Som landet ligger”

Min mor sad ved samlebåndet på Carmen Curlers i de år, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, og det gør Krasilnikoffs hovedperson også. Det var en overvældende oplevelse for mig at opdage, at der kunne skrives litteratur om mit eget miljø, og jeg genkendte hele molevitten fra dasset i gården til Lindas kræftsygdom. – Jeg er jo så almindelig sagde min mor altid, men her var også et liv som hendes værd at vise frem, endda i fineste sproglige indpakning.

3. Frank McCourt: ”Angelas aske”

Forfatteren siger selv: Værre end en ussel barndom, er en ussel irsk barndom, og værre endnu er en ussel, irsk, katolsk barndom. Det er tyve år siden, jeg læste romanen, men jeg husker stadig kulden, sulten, lugten af tis og alle tæskene, men jeg husker også poesien og kærligheden. Det er altså stort.

4. Kerstin Ekman: ”Ulveskindet”.

Når jeg selv skal i gang med at skrive en roman, går jeg længe før første bogstav med bogens helt egen melodi i kroppen. Igen og igen udsætter jeg skrivningen, for jeg ved af erfaring, at det aldrig lykkes mig at ramme helt rent, og det er faktisk en lille smule sørgeligt.

Der er jo mange elementer, der gør en vellykket roman, plot, personkarakteristikker, dialog, men især melodien, eller stemningen om man vil, er vigtig for mig. Ekman formår at flytte mig til det nordligste Sverige og sanse mørket, kulden og livsdueligheden, så den forbliver længe i kroppen, på samme måde som Pat Conroy i ”Savannah” flytter mig langt sydpå til ulidelig varme og fugt. Jeg glemmer aldrig Ekmans stædige jordemor, som segnefærdig strider sig frem gennem is og vandhuller, ligesom jeg aldrig glemmer Conroys nyudklækkede skildpadders ræs for at nå havet, før de bliver ædt af rovfugle. Gad vide, tænker jeg, om de to meget forskellige forfattere selv synes, at de har ramt melodien rent. Jeg synes! Og nu fik jeg listet to bøger ind under samme punkt .

5. Edward St. Aubyn: ”Glem det”, ”Dårligt Nyt”, ”En smule håb”, ”Moders mælk” og ”Til sidst” (2 bind)

Jeg har en hel spand fordomme om mennesker på samfundets øverste hylde og det var egentlig for at få be- eller afkræftet samme fordomme, at jeg gav mig i kast med Aubyns romanserie. Hvordan forløb den øvelse så? Jo, bøgerne er som ventet fulde af egoisme, overflod og magtfuldkommenhed, men der er også fortryllende beskrivelser af at være et barn i en barnevogn og af ensomhed. Forfatteren er skarpsynet, velskrivende og lider på ingen måde af berøringsangst.

Læs en anmeldelse af Glem det, Dårlig nyt, En smule håb

_____________________________________________________________________________________________________

Om Vibeke Marx:

Vibeke Marx, der er uddannet fritidspædagog, debuterede i 1984 med ”Så længe du bor her..” en beskrivelse af et familieplejeforhold, der går i stykker. Siden vandt hun Gyldendals ungdomsromankonkurrence med ”Held og lykke Robinson”, som er oversat til flere sprog, Rosinantes samtidsromankonkurrence med ”Morgenåbner” (oversat til norsk) og Hovedlands folkelighedskonkurrence (sammen med Dorte Roholte) med ”Tre skorstene, en fortællingskreds.”

Modtog Edvard Pedersens bibliotekspris (sammen med Kirsten Thorup) i 1999, Fynske Forfatteres kollegapris 2004 og er gentagne gange belønnet med arbejdslegater fra Kunststyrelsen.

Har udgivet et antal ungdomsromaner, fx ”Mørkemøder”, ”Bjerget brænder” og ”Memory” om unge på institution og senest ”Neja og manden i tårnet”, ”Neja og børnefængslet” og ”Neja for alvor”, hvor temaet er fattigdom.

Af billedbøger kan nævnes ”Den lille store pige” om omsorgssvigt og ”Et hus til Hope” om sorg.

Endelig er det blevet til en lang række romaner, senest ”Jord og Hjerte” som er nomineret til Mofibos romanpris.

Læs mere på Vibeke Marx hjemmeside

Læs anmeldelser af Vibeke Marx bøger på Bogrummet

Forfatterfoto: Jens Ulrich, Dizzybild

_____________________________________________________________________________________________________