Sikke en redelighed af Ulla Lysell

Jeg bliver som læser i tvivl om, hvorvidt det her egentlig er en børnebog. Men at den handler om et barn er jeg til gengæld ikke i tvivl om. For selvom den skal handle om, at mormor er syg og en dag skal herfra, så er det som om man hører mere om barnebarnet igennem mormoderen øjne. Et barn der åbenbart kan alt og er et rent vidunderbarn, selvom de ting der beskrives virker mere voksne end hvad godt er. Et barn som af sig selv bliver gammelklogt, fordi al fokus er på at skulle kunne forstå voksne følelser mm i en ung alder. Og et barn som åbenbart er det her vidunderbarn fra helt lille af, selvom det egentlig ikke har den fjerneste relevans til indholdet af bogen.

Sproget er tungt og langtrukkent. Personligt fandt jeg som læser at den var svær at komme igennem. Selv med de korte kapitler, så var den tangerende til kedelig at læse. Og det er ellers ikke det jeg forventer, når jeg ser bogen. De fine illustrationer gør at man tænker at her er noget interessant at følge med i, og det endda til trods for emnet. For selvfølgelig er det ikke sjovt at skulle lære et barn om at vi alle en dag skal dø. Men det kommer man så alligevel heller ikke rigtig ind på her i historien, for der ses man igen igennem universet og vi er alle en del af verdens åndedrag. En vinkel jeg aldrig er stødt på før og som nogen nok vil finde hjælpsomt hvis de skal forklare et barn om livet og døden.

Det er en anderledes bog, som jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal placere. Det virker for mig som om den har mere betydning indenfor den familie, som måske har oplevet denne historie. Den er svær for udefrakommende at få et reelt indtryk af. Men måske kan den hjælpe familier med at tale med deres barn om,hvis en bedsteforældre er syg.

Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket