Aisha Rebel. Kvinde i en klan. Skrevet i samarbejde med Birgitte Wulff

Halvanden dag tog det mig at læse denne bog på mere end 400 sider. Det er en bog, der på den ene side var svær at lægge fra sig, på den anden side er indholdet så voldsomt ubehageligt, at jeg på den anden side ville ønske, jeg aldrig havde læst bogen. Dog er bogen en beskrivelse af nogle livsvilkår, som nogle piger og kvinder lever under og det kan og må vi ikke lukke øjnene for – uanset hvor ubehageligt det er at høre om.

Det er en rystende og dybt øjenåbnende oplevelse at bladre siderne igennem i “Aisha Rebel. Kvinde i en klan”, som er udgivet på Grønningen 1 og skrevet i et stærkt samarbejde med Birgitte Wulff. Bogen kaster et råt og kompromisløst lys over en virkelighed, som sjældent slipper ud af de lukkede miljøer, den udspiller sig i.

Aisha. Navnet er opdigtet, men historien og personen er virkelig. Hun bliver født i Irak i slutningen af 1990´erne og kommer som spæd til Danmark med sine forældre. Her flytter de ind i en lejlighed, der ligger i et område, som beskrives som en betonghetto. Personerne i nærområdet kender hinanden, man beskytter hinanden mod systemet selv når noget er rivende, ravende galt.

Aisha vokser op i et hjem med en dybt voldelig og utilregnelig far. Kone og barn tæskes med ledninger og bælter, spark og slag vælter ned over familien. Holder han pause er det kun for at råbe og skrige nedsættende ukvemsord til familien eller hvis han kræver kone og døtre vasker hans fødder eller laver mad til ham. Kvinder reduceres til brikker, en ejendom der i mændenes øjne er lavere end det skidt du træder på. Kvinderne får ingen skolegang, de har ikke egen indtægt, de har ingen bankkonto og kontrolleres døgnets 24 timer ved at skulle slå øjnene ned når der er mænd i nærheden eller ved ikke at må gå udenfor alene. Når de er inde er gardinerne rullet ned så de ikke kan kigge ud – og ingen kan kigge ind og få øje på dem. Dette er ikke i Mellemøsten men i Danmark i 2020´erne.

Det er en skræmmende og vedkommende bog, men den er samtidig farligt læseværdig. Undervejs må man knibe sig selv i armen af vantro, og flere gange tog jeg mig selv i at tænke: “Kan det her virkelig passe eller være sandt?”

Bogens store styrke og dokumentariske værdi ligger netop i, at bogen ikke bygger på løse formodninger men på grundige aktindsigter fra myndighederne, konkrete interviews og officielle akter fra både kommune og politi. Man kan derfor ikke påberåbe sig, at det her må være en overdrivelse eller fiktion skabt for at sælge bøger. Når man sidder med det materiale som fundament, må man overgive sig og konstatere: Ja, det passer, hvad der står. Det er bare dybt skræmmende og beskæmmende læsning, der minder os om bagsiden af det samfund, vi ellers kender så godt – eller som vi TROR vi kender så godt.

Det er en uhyre væsentlig bog, der med al tydelighed viser, at der i visse miljøer lever mennesker, der i den grad har brug for hjælp og for at blive troet på.

Lån bogen på biblioteket