136
2026
978-87-02-45394-2
1. udgave, 1. oplag
Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
til at komme mig over de første.
Sådan skrev en yngre Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen ”Hjemfalden”, som udkom i 1991. I maj i år rundede han de 70, og i den anledning har Gyldendal inviteret ham til at foretage et udvalg af egne digte, som han finder særligt holdbare.
Det er blevet til en righoldig samling med tråde tilbage til den første udgivelse ”City Slang” (1981) – og frem til seneste digtsamling ”Rystet spejl” (2011). Desuden er der digte/tekster fra aviser, tidsskrifter og erindringsudgivelser, så vidt muligt bragt i kronologisk rækkefølge.
Som Thomsen selv er inde på, står det med et sådant udvalg klart, at der er træk, som går igen. Under læsningen blev jeg ekstra opmærksom på det, som jeg oplever som digtenes særlige kvalitet.
De er udspændt mellem på den ene side et intenst nærvær, som går igen i hver linje, ja, hver ordsammenstilling, og nærmest flytter læseren uden for tiden – eller i hvert fald kan få den til at stå stille. På den anden side er der en længsel og søgen efter dét, der kun anes. Det, som er fjernt, større, mere – og som aldrig helt kan udtrykkes med ord. Det er i dette spændingsfelt – mellem nærvær og længsel – at tankerne og sansningerne omdannes til poesi.
Radioen har fanget en fjern station
hvor et kor af børn
på et sprog som må være russisk
læser noget som må være poesi
og kunne lyde som en oversættelse
af digtet jeg altid har drømt om at skrive. (s. 126)
Tematisk beskæftiger Thomsen sig med tidens gang og forfaldet, nuet kontra det evige, liv, død og opstandelse, kærlighed og sex. Han er blevet kaldt storbydigter og har fra starten hentet inspiration i storbyens lys, lyde og bevægelse. Naturen – regnen, syrenerne og svanerne – har dog lige så fuldt en plads. Gennemgående er han optaget af alder og aldring, hvilket særligt slår igennem i ”Det skabtes vaklen” (1996) og ses i fuldt flor i ”Rystet spejl” (2011):
Undskyld jeg ringer så sent.
Den tid er åbenbart forbi
hvor jeg følte mig som noget særligt
ved at være hvem som helst
i verdens endeløse transithal
og hotellernes tristhed
ligefrem var en del af magien.
For da jeg for et øjeblik siden
sad og kiggede ned
på mine ikke længere unge hænder
blev jeg grebet af rædsel
for måske aldrig mere
at høre din stemme genkende min
hvis jeg lagde mig til sove
i det alt for hvide sengetøj
på værelse 1007 (s.113)
Siden jeg for første gang hørte Thomsen fremføre sine digte på Krogerup Højskole sidst i 1990’erne, har jeg vidst, at de kommer særligt til live, når han læser dem op. En erfaring som blev bekræftet i Jørgens Leths stemningsfulde dokumentarfilm ”Jeg er levende” fra 1999. I dag er jeg slet ikke i stand til at læse digtene uden at høre klangen af hans stemme bag ordene. Han er vokset ind i dem, lige som digtene er groet ud af hans liv.
Dét at digte er i sig selv et vigtigt gennemgående tema, som fletter sig ind og ud mellem linjerne – og afbilder digtningen som en eksistensform. Fra han som 26-årig siger:
ikke hælde virkeligheden på digte
ikke hælde digte på virkeligheden
bare skrive digte,
virkelige digte (s.40)
– til han midt i sine 30’ere, spørger: ”Hvorfor skal al den ensomhed, der findes på kloden, hjemsøge vores snehvide ark”..? Eller, da han har rundet de 50 år, fortsat kredser om alt det, der ”må bo i digtenes skæve skure…”
For at vende tilbage til det indledende citat: Noget tyder på, at man aldrig helt kommer sig over de år, der er gået. Men måske gør det ikke så meget, så længe det erfarede kan omdannes til poesi?
Jeg vil til hver en tid foretrække at læse Thomsens digte i de oprindelige udgivelser – hvor konteksten og tidsbilledet står tydeligere frem – men hvis du har lyst til en bred indføring i hans digtning, er denne samling et godt sted at starte.
Thomsen kalder sig en ”langsom skriver”, og digtene tager da også tid at læse. Særligt i denne udgivelse, hvor der er tale om koncentrater, bør de tages i doser – hvis man skal kunne konsumere bare lidt af intensiteten.
Søren Ulrik Thomsen har udgivet 7 digtsamlinger, en række essaysamlinger, en poetik, erindringsglimt mm. Han har modtaget en lang række priser – fra Otto Gelsted-prisen i 1985, Emil Aarestrup Medaillen og Weekendavisens Litteraturpris, 1991 – til Søren Gyldendal Prisen, 2015 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris, 2025.

