0 kommentarer

Løgnen af Amalie Mathiassen og Kristina Antivakis

af d. 25. oktober 2024
Info
 
Sideantal

247

Udgivet

2024

ISBN

978-87-400-9075-8

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Citat bagsiden: ”I efteråret 2021 havde Amalie Mathiassen lige fejret fem års bryllupsdag med sin mand, 3F’s formand Per Christensen, da en mail landede i hendes indbakke. En anden kvinde skrev, at hun var kæreste med Amalies mand. Ingen af de to kvinder havde indtil nu vidst, at de i knap to år havde delt den samme mand”.

Hvorfor har jeg som læser lyst til at læse denne bog – og hvorfor har Amalie behov for at dele sin historie og forræderiet i bogform?

Det var ren nysgerrighed, der drev mig til at læse bogen. Ikke fordi, det var en ”kendt” person, der var forræderen, men lidt som med ”Luksusfælden”, hvor man bliver pirret af, hvor dumme andre kan være – for det kunne da ikke ske for mig, eller kunne det?

Amalie har følt behov for at dele sin historie for at advare andre kvinder om, at fænomenet med mænd, der lever et dobbeltliv forekommer oftere end man tror, og hun ønsker ikke at andre skal spilde gode år af deres liv med en mand, der kører flere forhold sideløbende.

Amalies historie er fortalt på en sober og fin måde uden at svine manden til for andet end at være forræder. Hun beskriver, hvordan de mødtes, hvordan forholdet udviklede sig, og hvordan han gled fint ind i hendes familie som den perfekte mand. Godt nok var der nogle særheder undervejs og ting, der ikke rigtigt stemte, men hun slog det hen med, at ingen er perfekte, og der er knaster i alle forhold. Indtil den dag, en anden kvinde kontakter hende og fortæller, at hun er kæreste med hendes mand. Så ruller bolden og de to kvinder slår sig sammen om at komme ud af hvert deres forhold og konfrontere manden med afsløringen.

Denne del af bogen var rigtig fin og jeg følte, at den var vedkommende og vigtig. For at komme mere kød på bogen har man fundet frem til flere kvinder, der har levet i lignende forhold med en mand, der har haft flere familier samtidig og fået dem til at fortælle deres historie. Det fungerer ikke så godt synes jeg, sproget i disse fortællinger er ikke så velskrevet og de føjer ikke andet til bogen, end at der findes flere af sådanne mænd. Bogen giver ikke indtryk af, at der er kvinder, der kører to familier samtidig. Men mon ikke de findes?

Ydermere har man undervejs i bogen ladet eksperter komme til og fagligt fortælle om narcissister, psykopater og personlighedsforstyrrelser. Disse afsnit er skrevet i et helt andet sprog end resten af bogen og er efter min smag alt for lange. At Amalie kommenterer på de faglige indlæg bidrager ikke på nogen specielt relevant måde. Det hun siger, har hun sagt i sine egne afsnit. Måske de faglige afsnit og Amalies kommentarer ville virke godt i en dokumentarudsendelse, men i bogform gør de bogen for rodet.

Flot forside og stor respekt for, at man ikke har følt behov for at sætte fotos ind af nogle af de involverede personer. Tre stjerner herfra for den relevante fortælling.

 

Anmeldereksemplar

lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter