232
2016
978-87-02-17534-1
Helvetesilden. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen
1. Udgave
Bogen starter lige på og hårdt. 2 personer, en kvinde og et barn, findes dræbt af knivstik i en campingvogn på en mark. Det viser sig at være hjemmehjælperen Bonnie og hendes søn Simon. Konrad Sejr sættes på sagen. Bonnie var enlig mor og måtte arbejde hårdt for at forsørge sig selv og sin lille søn. Simon var ikke glad for at komme i børnehave, så det var med tungt hjerte hun hver dag måtte aflevere ham for at gøre rent hos ældre mennesker – nogle mere besværlige og brokkende end andre. Bonnie passede sit arbejde samvittighedsfuldt, og i fritiden var der kun plads til Simon og en enkelt god veninde. At lukke en ny mand ind i sit liv kan ikke komme på tale. Tiden skrues tilbage, og vi følger Bonnie og Simon i tiden op til drabene.
I samme by bor en anden enlig mor, Mass, og hendes voksne søn Eddie. Eddie er overvægtig, han har en personlighedsforstyrrelse, der gør, at han er stærkt knyttet til mor og ikke kan klare sig ude blandt andre mennesker. Han tilbringer dagene med at spise – foretrækker cola, kanelgifler og andre søde sager – gætte kryds-og-tværs, plage hunden og surfe på nettet. Han er meget optaget af døden, og sætter sig for at finde og besøge sin fars gravsted i København. Han kan være krævende, og umådelig stædig og vedholdende, når han har sat sig noget for. Mass er eftergivende og har svært ved at sætte grænser for sønnen.
Konrad Sejr prøver at finde ud af, hvad Bonnie var for en person. Om der gemmer sig historier fra hendes ungdom, noget der kan have betydning for opklaringen. Han taler med hendes mor, som er lidt afstandtagende, hun er træt, hendes mand – Bonnies far – har Alzheimer og opfatter ikke meget af, hvad der sker omkring ham.
Det gode ved denne krimi er, at man kommer i dybden med personerne – man får et godt indtryk af bogens hovedpersoner. Temaet er enlige mødre og sønner, der er meget knyttet til deres mor. Bogen er nemt og hurtigt læst, og mordene opklares til slut – en smule tilfældigt og med en god portion held. Karin Fossum har modtaget den norske Rivertonpris, der gives for årets bedste krimi, for bogen. Dette kan godt undre denne læser – det er en OK krimi, men jeg synes ikke, den hæver sig op over den gennemsnitlige krimi – sprogligt er den ikke specielt fantastisk, der mangler spænding, og den er noget forudsigelig. Dog havde jeg ikke regnet ud, hvad motivet til mordene var.