Rejsen til Alvilva af Rune T. Kidde

I 1800 tallets Norge mister en fattig ung mand sine forældre. En gammel usympatisk og løgnagtig kvægdriver tager den unge mand under sine vinger og forgifter hans naive sind med alverdens ondskabsfuldheder. Et opgør mellem de to fører til, at den unge mand flygter til en lille bygd fyldt med vanvittige originaler. Her bliver han hvirvlet ind i de lokales absurde konflikter. To af hovedaktørerne er H.C. Andersens store og lille Klaus. Er det virkeligheden eller er det den unge naive fortællers fantasier?

Det er aldrig til at vide, hvad der venter i en roman af Rune T. Kidde, så at vi her får et eventyr, der med god tilnærmelse næsten kan kaldes traditionelt, er noget af en overraskelse. Selvfølgelig er det stadig med forfatterens vanlige sans for mystiske tvists: han lader i første omgang den unge mand selv fortælle historien, men som i ‘Julius vanvid’ og ‘Da Henry Høj gik over i historien’ leger han med fortællervinklen og bruger fortællerrollen som en svingdør. Dog ikke i så markant en grad som i de to nævnte romaner, hvilket gør ‘Rejsen til Alvilva’ en tand lettere at følge.
Spøjst er det, at store og lille Klaus har fremtrædende roller, men at Kidde gendigter klassiske eventyr som H.C. Andersen er der ikke noget nyt i. Det har han gjort i tegneserien ‘Litterærlige klassikere’. Denne gang bliver historien om de to Klaus’er en integreret del af handlingen, og læseren får en fornemmelse for de to mænds psyke. Kidde opstiller nærmest deres psykologiske profiler, noget som normalt ikke forbindes med klassiske eventyr,

I kirken: ‘Sæderne på de lange bænkerækker var slidt blanke og hule af slægternes kommen og gåen. Havde de i himlen gjort indtryk på den højeste, så havde man her på jorden beholdt aftrykket af deres bag.’
At Kidde er en historiefortæller af sjælden kvalitet ses tydeligt. Alene det at han hver gang leverer en vare, der er markant anderledes er en kvalitet i sig selv. Den vanvittige humor er et af hans vartegn og den forskånes vi heldigvis ikke for. Se blot situationen, hvor et ligtog lige har sunget over to lig, hvoraf det ene ikke er helt dødt:
”Det er dog grusomt, som han banker, knirkede den mindste af dem, da visen var forbi.
Ja, sandelig, det er grimt, nikkede bedemanden.
Degnen vendte sig urolig.
Det er helt naturligt, at lig opfører sig på den måde. De skal vænne sig til tanken, inden de får fred, og er en djævel først faret i dem, kan det vare både timer og dage.
Vores har vænnet sig til det, erklærede en af de bageste ligbærere ved Ragna Ulvfjells kiste med slet skjult stolthed i stemmen.”

En besynderlig sammensmeltning af eventyr og skæbnesberetning, der ender med at sætte sig mellem to stole.

Lån bogen på bibliotek.dk