Werner Exgummibur af Brösel

Situationskomikken stortrives i det nyeste afsnit af ‘Lehrjahre sind keine Herrenjahre’, hvor den gode meister Röhrich ender med svupper i ansigtet så han intet kan se. Næsten som da Emil fra Lønneberg får hovedet fanget i suppeterrinen. Panisk vælter Röhrich omkring, mens svenden Eckat forsøger sig med at trække svupperen af chefens hoved. Helt rigtigt rammer Brösel ikke, det er lang tid siden historierne med Röhrich for alvor var sjove, men sammenlignet med fadæsen i seriens forrige bind, er vi afgjort på rette vej. Krydsklip til et dukketeater i rockerklubben MC Klapstuhl, hvor præsidenten som altid ender med at miste besindelsen og splitte bulen ad. Alt i orden, så hvorfor smide det hele overstyr og forsøge sig med den længste Werner historier hidtil – når det siden tidernes morgen har været klart, at Brösel intet begreb har om plotopbygning. At ride med på bølgen i enkelte komiske situationer kan han til fulde, men de lange historier skal han holde sig fra. Her breder beretningen om kidnapningen af en tysk dreng (med tråde til salget af et lettisk atomkraftværk til en afrikansk høvding) sig ud over halvdelen af albummet. Så skal håndværket være i orden…. og det er det slet ikke. Der er tilløb til lidt spas med de to betjente Bruno og Helmut, men så har jeg også været meget flink.

Det tiende Werner-bind smager som en serie der er ved at klinge af. Der kom også kun ét album mere, med et ligeså skuffende indhold. Havde Brösel taget det bedste fra de to og samlet til et havde serien fået mere respektfuld afslutning. Med oplæg på mere end 250000, var to album nok en mere indbringende løsning. ‘Begrænsningens’ kunst er svær.