0 kommentarer

Voksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante

af d. 14. september 2021
Info
 
Sideantal

424

Udgivet

2020

ISBN

978 87 400 6068 3

Originaltitel

La vita bugiarda degli adulti - oversat af Nina Gross

Udgave

1. udgave

 

Uafrystelig roman af en enestående forfatter. Med “Voksnes løgnagtige liv” formår den mystisk-mytiske italienske forfatter Elena Ferrante på nærmest naturstridig vis at overgå sin verdensberømte og anmelderroste Napoli-kvartet.

For læsere, der stadig har Ferrantes forfatterskab til gode, er “Voksnes løgnagtige liv” den ideelle indgangsbøn. I koncentreret form introduceres alle de kvaliteter, som har trukket millioner af hengivne læsere over hele verden.

Det er kontrasternes, modsætningernes, sammenstødendes mikrounivers, Elena Ferrante kaster sig selv og sit sagesløse publikum ind i med en flammende intensitet og vildskab, der i den grad klæder den ellers så slebne skribent.

Ved et hændeligt uheld overhører 13-årige Giovanna, at hendes beundrede og altid kærlige far over for moren sammenligner hende med farens søster, Vittoria; den grimme, foragtede kvinde, som Giovannas forældre har skåret ud af deres liv som en betændt byld.

På et splitsekund synker den unge kvindes verden i grus. Er hun i virkeligheden også grim? Foragtelig? En skidt person?

Farens bemærkning kaster Giovanna ud i en stejl nedtur, som synes ustoppelig. Begge hendes forældre er lærere og sætter viden højere end følelser, men pludselig gør pigen sig udtilbens i skolen og dumper med et brag. O rædsel.

Familien bor oppe i den pæne del af Napoli, hvor man taler italiensk. Kvindemonstret Vittoria bor nede i det fattige Napoli, hvor en næsten uforståelig dialekt er dagligsprog. Hende opsøger Giovanna for at se, hvor grim og foragtelig hun er.

Fasteren er så vulgær og følelsesstyret, at Giovanna dårligt fatter det. Grov, fornærmende, men også kærlig og lidenskabelig på en måde, pigen aldrig har oplevet. Hun møder farens forstødte familie, elskelige mennesker, som giver hende ny indsigt i, hvad det vil sige at være menneske.

Varme versus viden. Vulgaritet versus raffinement. Barndommens uskyld versus voksenlivets udspekulerede løgne. Ægthed, falskhed, kompromisets nødvendighed. Ferrante spiller virtuost og veloplagt på disse temaer, så læseren spinder af vellyst.

Apropos, så bliver vellyst en rød tråd i de næste år af Giovannas opvækst. Mens forældrenes liv falder fra hinanden, og veninder kommer og går, oplever den unge kvinde sine bryster svulme og en ukendt kløe mellem benene. Hvem bliver den heldige unge mand, der får lov til at smage den forbudne frugt som den allerførste?

“Voksnes løgnagtige liv” er en livsbekræftende, indsigtsfuld og varm roman om en ung kvindes “besværlige vej mod den voksne verden”. I min optik burde Ferrante, hvem hun eller han så ellers er, læne sig kraftigt op af en Nobelpris.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter