0 kommentarer

Vince & Joy af Lisa Jewell

af d. 23. februar 2021
Info
 
Sideantal

300

Udgivet

2006

ISBN

87-7714-783-9

Originaltitel

Vince and Joy
oversat af Christa Leve Poulsen

Udgave

2. danske udgave

 

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til bogen – men alligevel var der noget ved bagsideteksten, der vakte min nysgerrighed. Og jeg blev virkelig positivt overrasket! Det er en skøn fortælling, en kærlighedsroman, som ikke er helt så banal og forudsigelig som jeg havde troet. Jeg blev fanget ind i fortællingen, og havde svært ved at slippe bogen.

Vince og Joy mødes første gang på en campingplads, da Vince er nitten. De bliver forelskede, føler begge, at de har mødt deres soulmate – de har sex, og det er første gang for dem begge. Det føles helt rigtigt, men lykken bliver kort. Morgenen efter har Joy og hendes forældre forladt campingpladsen, og det brev, Joy har efterladt til Vince er vådt og ulæseligt. Det eneste han kan tyde er ordene ‘jeg skammer mig sådan’ – og han tror hun har fortrudt, at de havde sex. Det var vel også for godt til at være sandt, at en pige som Joy kunne falde for ham, ‘melonhovedet’.

Årene går, Vince har nogle halvhjertede forhold. På et tidspunkt deler han lejlighed med Cass, der kan læse tarotkort og krystalkugler. Cass har en kat, der går på visit i nabolaget. Tilfældigvis – eller er det måske skæbnen? – besøger katten det hus, hvor Joy bor sammen med Julia. Vince får chancen for at møde Joy igen – men hun skal giftes, og han vil ikke ødelægge noget for hende, så han tager hen til rådhuset og ser hende – og det er det. Joy gifter sig med George, som hun ikke elsker, men han er klog og sjov og de har god sex. Imidlertid bliver ægteskabet en spændetrøje, George er ekstremt kontrollerende og de sidder hjemme hver aften som et ældre ægtepar og ser TV. Joy ser ikke sine venner, hun indordner sig totalt Georges regler.

Også Vince gifter sig, han har også fået et barn. Men hans ægteskab er heller ikke helt som han kunne ønske sig.

Deres veje mødes flere gange, men hver gang er der enten en misforståelse eller en af dem er et sted i livet, som umuliggør, at de kan genoptage deres forhold.

Bogen er både morsom, alvorlig, romantisk og godt bygget op. Det er en bog om kærlighed, skilsmisser, venskaber, hemmeligheder og om at udvikle sig. Man følger i spænding Joys og Vinces liv hver for sig og håber, det vil lykkes for dem at mødes, når de begge er det rigtige sted i livet. Det var første gang jeg læste en bog af Lisa Jewell, heldigvis står der en mere på reolen, som jeg kan gå i gang med. Er du klar til en sød, sjov og skøn bog med mange forviklinger, kan jeg anbefale ‘Vince & Joy’.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter