Unhappy slapping af Mogens Lyhne Christensen

“”TAG JERES HILSTORIEBØGER FREM!”
Jørn så ud over klassen. Ingen reagerede. Vi havde travlt med alt muligt andet. Heidi og Mia sad med en iPod og havde hver en prop i øret. De sad og så henførte ud, mens vi andre hørte rå techno fra klassens computer. Et par stykker sad og SMS’ede. Emilie lavede små, tynde fletninger på Malou. Janus havde gang i et eller andet strategispil, mens Tobias, Bo, Nicklas og flere af de andre drenge hang ind over ham og heppede. Mikkel sad og nørklede med en sudoku, og jeg var på det mest spændende sted i “Krigeren”, en skidegod fantasy.”

Jørn og Gitte er lærere i 8.y. Klassen har lige fået tre nye elever efter sommerferien: en regulær sexbombe, den lille men rapkæftede overlever og den total overlegne punktertype. Dette gør det slet ikke nemmere for vores hovedperson og de øvrige elever at opretholde det eksisterende hierarki i klassen. Og metoderne til at komme til tops – og blive der – bliver grovere og grovere. Og som det ses af uddraget er eleverne i 8.y gode til at bruge deres mobiltelefon, også til andet end SMS’er og spil. Så de sender hadebeskeder og videoer i stor stil. Både grupper af klassens elever samt nogle af lærerne bliver lagt for had. Og de unge må sande, at sandheden let kan komme til at tage sig forskelligt ud, endog selvom det hele er på film. Og imens 8.y tomler med indbyrdes relationer og barometre over, hvem der er sejest, må klassens lærere i stigende grad give op overfor at gennemføre en almindelig undervisning, tolerere et stigende antal ydmygelser og rappe svar fra elever. Til sidst bliver det næsten en sport at få lærerne ned med nakken, og en lærer kommer til kort og overskrider grænsen.

Forståeligt nok, for hvis det er virkeligheden, der skildres i “Unhappy slapping” ønsker mange lærere sikkert, at der var andre og mere vidtrækkende restriktionsmuligheder end rektors irettesættelser og en uges bortvisning.

Bogen er skrevet i et sprog, der er tro mod hovedpersonens alder. Men det er netop med til at gøre bogen endnu mere fængende. For selvom det ikke er de store refleksioner, der kendetegner fortælleren kan hans beskrivelser af de forskellige episoder ikke undgå at sætte sig spor. For hvor er det en relevant problematik. Hvilket miljø er det dog, at vi kræver at vores unge mennesker og deres undervisere skal fungere i. Og hvordan kan vi på nogen måde gøre det bedre.

Bogen får fire stjerner. Ikke på grund af sproget, det er ikke overvældende. Men på grund af den fantastiske måde at skildre nogle desværre yderst relevante problemstillinger. For her er ikke lagt fingre imellem. Det er skrevet så alle kan se, at der er noget helt galt.

Lån bogen på bibliotek.dk