Ukendt under den samme måne af Søren Ulrik Thomsen
66
2001
87-7456-633-4
2. udgave, 1. oplag
I 1981 debuterede Søren Ulrik Thomsen (født 1956) med digtsamlingen ”City slang”, der kredser om et storbymiljø og om hvordan mennesket forsøger at finde sig til rette i dette miljø. Siden har den gode Thomsen udgivet en lang række digtsamlinger og essays, der indeholder så væsentlige litterære kvaliteter, at forfatteren med rette kan kategoriseres som en af landets fremmeste digtere.
”Ukendt under den samme måne” er Søren Ulrik Thomsens anden digtsamling, der blev udgivet i 1982.
Digtene kredser om oplevelser og mennesker i København og andre europæiske storbyer, som forfatteren har besøgt. Digtene indeholder fine beskrivelser af de forskellige byers puls, af de mennesker der bor i byerne og af de spor en by kan efterlade i den rejsende sind.
Mange af digtene er sanselige og solide tekststykker, der gjorde indtryk på denne anmelder, men der var også flere digte, der var for korte og som ingen effekt havde – så det var lidt en blandet fornøjelse at læse ”Ukendt under den samme måne”.
”Ukendt under den samme måne” er langt fra Søren Ulrik Thomsens bedste bog. Jeg kan godt afsløre, at jeg finder ”En hårnål klemt inde bag panelet” langt mere reflekterende og velskrevet end ”Ukendt under den samme måne”. Det samme gør sig f.eks. gældende for ”Rystet spejl”, der i mine øjne står som et af hovedværkerne i forfatterskabet – og ”Ukendt under den samme måne” når ikke disse to andre bøger til sokkerholderne.
Selvom ”Ukendt under den samme måne” ikke er forfatterens bedste værk er det alligevel indlysende, at Thomsen har en sikker pen og et godt blik for sproget og sprogets rytmer. Forfatteren er god til at indfange stemninger og kan sit fag til fingerspidserne.
Det jeg savner i ”Ukendt under den samme måne” er (endnu mere) refleksion – og så var der enkelte digte, hvor denne anmelder havde svært ved at se meningen, f.eks. digtet på side 30:
”regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd”
Andre digte er til gengæld stemningsfyldte og smukke og er med til at trække digtsamlingen op, f.eks. her starten på digtet på side 25:
”Pludselig, dybt inde i det store slumkvarter, ligger en
fire-fem veje med gamle villaer. De er i haven. Bag de høje, mørke træer ses lyset fra karéernes opgange og
køkkener. Græsset er vådt, det er sommer, det er sent.
Hun sidder i en stol af hvidt plastik og kigger op mod
Skorstenene, himlen mellem bladende, øjnene glimter i
Mørket. Hun står med hænderne i lommen, det er den
Blå læderjakke, han har på, og cowboybukserne.”
Jeg giver ”Ukendt under den samme måne” en middelmådig vurdering med på vejen. Digtene er overordnet set udmærkede, nogle endda så fine, at de hæver sig noget over gennemsnittet. Men – eftersom jeg savner mere refleksion og nogle af digtene var mig ligegyldige – så lander jeg på en middelmådig vurdering.
