0 kommentarer

Twist af Klas Östergren

af d. 9. november 2015
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

381

Udgivet

2015

ISBN

978-87-638-4068-2

Originaltitel

Twist (svensk)

Udgave

1. udgave

 

“Vi er her ikke… rigtigt.”

Sådan forklarer Ami sin og farens tilstedeværelse i Millionærens sommerhus. Det er først i 60’erne. Hun er en attraktiv teenager med guldtand og glimt i øjet. Vores fortæller, der er på fransk visit ved et rent og skært tilfælde, fatter ikke en lyd, og hvad betyder det også, når pigen er så dejlig, som hun er?

Årtier senere, i 1989, møder han den godt 40-årige Ami igen. De begynder at kæreste. Og atter engang kommer det for en dag, at der var noget fordækt ved faren dengang. Men hvad?

I nutiden overværer hovedpersonen en mindehøjtidelighed for Ami. Det viser sig, at hun gennem tiden har haft mange mænd – og mange kaldenavne. Hendes nuværende mand ærer hende med en stiftelse, der skal støtte voldsramte kvinder, som samfundet ikke kan hjælpe. Hvorfor nu denne gestus?

En mystisk russer med lommerne fulde af oliepenge – til at smøre de rigtige personer – viser sig at have haft en nær tilknytning til Ami engang i fortiden. Han udviser en noget usund interesse for vores hovedperson, der egentlig helst bare vil have lov til at skrive sin biografi om teatermanden Lewenhagen i ro og mag. Men Jevgenij tror, at den stilfærdige skribent ved mere, end han lader ane.

Konstant og elegant krydsklippes mellem de forskellige perioder, brik lægges til brik, men længe flimrer billedet. Handler det mon om korruption? Spionage? Banal jalousi? Der går lang tid, før sandheden dæmrer.

Klas Östergren er en virtuos forfatter, der sammenlignes med le Carré og Franzen. I min optik minder han mere om Håkan Nesser, som er blandt de allerbedst skrivende i Norden. Östergrens gennembrudsroman, “Gentlemen”, fra 1980 sikrede ham livslang afgudsstatus i broderlandet, helt fortjent.

“Twist” holder ikke helt samme niveau, føles til tider lidt lang i spyttet, men er stadig en skøn, labyrintisk fortælling om kærlighed i livets forskellige faser – og om de ting, der nødvendigvis må foregå i det skjulte, mens det regelrette svenske velfærdssamfund, Folkhemmet, bygges op.

Twist er som bekendt en energisk dans. Men det kan også være en måde at bøje sandheden efter forgodtbefindende.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter