Tror vi på Gud, mor? af Pernille Glavind Olsson

I morges vågnede jeg tidligt, og begyndte at læse bogen ”Tror vi på Gud, mor?” – nogle timer senere havde jeg læst hele bogen og var meget berørt af den. Meget barsk og rørende læsning, den greb mig om hjertet og jeg kunne bare ikke lægge den fra mig.  En fantastisk bog, skrevet af en kvinde, en mor, hvis børn har en sjælden arvelig sygdom.

Pernille Glavind Olsson skriver i bogen om en periode på ca. 3 år, fra datteren Sally som 5-årig får stillet diagnosen ’Ataxia telangiektasia’ – en frygtelig, uhelbredelig sygdom, som giver problemer med at koordinere musklerne, nedsat immunforsvar og ekstra disposition for at få kræft. Da diagnosen stilles er hun gravid med barn nr. 2. Da hun og hendes mand, Christian, får at vide, at også lillesøsteren Elin er syg, bryder deres verden sammen. Både hun og Christian er bærere af genet, der er 75 % chance for at få et rask barn – alligevel får de 2 børn, som har sygdommen.

Vi følger familiens kampe, svære stunder og mange nedture. Det er dog ikke en kun en trist fortælling, men også en fortælling om styrke når det gælder, om kærlighed til deres fantastiske datter Sally, og stor hjælpsomhed fra venner og familie, som betyder, at forældrene ikke bryder helt sammen. Pernille kommer også ind på, hvor svært det er for omgangskredsen at gøre og sige ”det rigtige” – og der er flere eksempler på ubetænksomme menneskers reaktioner. En læges fejlvurdering af Sallys tilstand får store konsekvenser, og man forstår forældrenes bitterhed i forhold til denne læge.

Bogen veksler mellem nutiden og tilbageblik på Pernilles barndom, hendes forældres skilsmisse, mobning og svigt, men bestemt også glade minder. Barndomsminderne er med til at tegne et billede af en stærk pige/kvinde, der finder nye muligheder og ikke giver op.

Forfatteren skriver ærligt, nøgternt og også med humor om både negative følelser, afmagt – hvorfor lige VORES børn. Der er kriser i parforholdet, ensomhedsfølelse, når manden tager på arbejde og til fodbold – følelsen af at stå med et kæmpestort ansvar og en arbejdsbyrde, der næsten ikke er til at bære. Men samtidig er der en glæde over de små ting i hverdagene, Sallys små sejre og hendes skønne tilgang til livet. Der er megen kærlighed og omsorg i familien og en evne til at leve i nuet – nyde de gode stunder med pigerne. Frustrationen over at pigerne ikke har en fremtid, måske aldrig vil opleve at bliver forelskede og aldrig selv vil opleve at få børn, fylder forståeligt nok meget.

Bogen sætter mange ting i et andet perspektiv. Tanker om hvad lykke er og hvordan man opfatter små og store problemer. En smuk og varm bog – man bliver glad på pigernes vegne over, at de har fået en så skøn og stærk mor som Pernille!

Anbefales! Den kan slet ikke refereres, men skal læses. Men sørg for at have kleenex i nærheden…

Lån bogen på biblioteket