Tranerne flyver mod syd af Lisa Ridzén

Det er sjældent, at jeg bliver så berørt af en bog, at tårerne triller ned ad kinderne, mens jeg læser. Men det skete, da jeg læste ‘Tranerne flyver mod syd’. Sjældent har jeg læst en så rørende, vedkommende og utrolig velfortalt bog. Hovedpersonen Bo virker helt autentisk, ja, man føler næsten, man kender ham.

Bo er en gammel mand på 89 år, han bor alene med sin elskede hund, Sixten. Bos krop er i forfald, hans fingre er blevet tykke, hans ben kan næsten ikke bære ham, han sover en stor del af døgnet. Korttidshukommelsen svigter.

Hans livs kærlighed, som han har været gift med i mere end 60 år, Fredrika, er på demensplejehjem, det er en stor sorg for Bo, at hun ikke længere genkender ham. Han har et af hendes tørklæder i en dåse – det dufter stadig af den Fredrika, hun var engang.

Han får besøg af hjemmehjælpere flere gange dagligt, nogle er skønne, som Ingrid, andre er sure og har ikke Ingrids ro og menneskelige forståelse. Sønnen Hans kommer et par gange om ugen og sørger for indkøb af mad og andre dagligvarer.

Bogen er bygget op i dagbogsform, og består dels af Bos tanker, erindringer og drømme – herigennem lærer vi Bo at kende både som barn, voksen og nu som gammel og får en forståelse for, hvad der har formet ham – dels af hjemmehjælpernes korte, præcise og praktiske noter i kontaktbogen.

Man kommer til at holde uendeligt meget af Bo, som har haft en opvækst med en dejlig mor og en vred og hidsig far. Der var øretæver i luften, aldrig et kram eller et ‘jeg er stolt af dig’. Bo har aldrig lært at vise følelser, han bliver helt flov, når han ser andre kramme. Farens hårde facon har han desværre til dels selv taget med sig i forholdet til sønnen Hans. Han prøver at nærme sig Hans, men de kærlige ord, han egentlig gerne vil have sagt, bliver ligesom siddende i halsen.

Bo oplever, at det at blive gammel – ud over det fysiske forfald – også medfører tab af værdighed, han må acceptere at bruge ble, finde sig i at hjemmehjælperne bestemmer, hvornår han skal i bad. Desuden oplever han tab af autoritet – der træffes beslutninger om ham, som han ikke selv involveres i. F.eks. plejer han at sove på en slagbænk – den bliver nu skiftet ud med en alt for blød hospitalsseng. Det værste er dog, da Sixten må flytte, fordi Hans mener, Bo ikke længere er i stand til at tage sig af hans gåture. Det kan Bo ikke tilgive Hans (det kunne jeg heller ikke..). Og dog forstår man også Hans, som må træffe ubehagelige beslutninger på Bos vegne – og som gør det af omsorg.

‘Jeg ved ikke, hvornår det skete, men vores roller er ligesom byttet om. Selv om hans krop aldrig har været i nærheden af den pondus af styrke og størrelse, som min har, er det ham, der er autoriteten nu. Den, der bestemmer over mit liv. Jeg er anledningen til, at han findes, men alligevel er det mig der må underkaste mig. Mig, der er afhængig af hans beslutning. Det er ham, der bliver lyttet til, ikke mig’.

Det er en skøn, skøn bog – om forfaldet, der følger med, når kroppen bliver slidt og gammel. Og om at huske at få sagt de vigtige ting, mens man kan. Om livslang kærlighed – rollen som far – og et livslangt venskab.

Jeg anbefaler den på det varmeste til alle – med eller uden ældre familiemedlemmer.

Selv om den handler om en gammel mands sidste måneder, er det en utrolig varm og livsbekræftende bog.
Den er fremragende skrevet, giver stof til eftertanke – den vil blive i mine tanker i lang tid.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket