Tid mellem kronblade af Poul Lynggaard Damgaard

“Tid mellem kronblade” er en digtsamling skrevet af Poul Lynggaard Damgaard. Den består af tre dele. Første del er daterede Coronadigte. I digtet Stilhedens afstand lyder det: “Byen har tabt sin puls,/og jeg bærer den varsomt./Døråbningen i mine hænder står på hæld./Du stiller dig ind foran mig/med den største selvfølgelighed”.
I digtet Det lykkelige møde: “Den største ensomhed i verden er den, der skaber/det næste årti af kærlighed. Jeg har siddet alene her hele tiden,/og nu er alle alene med deres begær, som de fylder kisten med.//Jeg fornemmer/det, du giver videre,/mens vi sidder på kanten/af alt.”

Ofte er digtene i bogen formet som geometriske mønstre. Forfatterens maleri fra bogomslaget er indsat som vignetter gennem bogen, hvilket giver bogen som helhed et smukt grafisk udtryk.

I de næste dele af bogen er naturen også under pres af forandringer: “Jeg har det generelt svært med nåleøjet./Jeg kryber udenom./Selv skovkanten er blæst væk.//Jeg søger træerne, og det er ikke de samme/som før feberen,/hvis de i det hele taget stadig er der.” (Utilgængelig berøring).
“Den altid sarte flimren som at skulle se sig tilbage./Jeg stiller skoven fra mig.”

Mennesket er altid en del af sine omgivelser, ligesom naturen er en del af verdensrummet. Der er et samlende aspekt og en sammenhæng mellem alt i universet.
“Jeg mister ikke træet, når et blad forsvinder/langt ind i verdensrummet som en satellit.” (Fra Mit halve liv afgør kroppen).
Det er overraskende og originale billedkonstellationer som denne, af natur og af det menneskeskabte, der får skriften til at dirre i digtsamlingen. Elegant føres læseren fra det nære, et blad der falder, til universets uendelighed.
I digtet Ridser er metaforen: “Alle sjæle er dråber/der aldrig falder.”

De skarpe sansninger og beskrivelser af omgivelser, natur, by og trafik bliver til et eksistentielt udtryk gennem teksten.
“Trafikken/fremstammer/ødelagt natur/som var det børnenes fuldendte leg.” (Svævende menneske).

“Himlen er knækket af universet./Samfundet er brudt sammen i min mund./Jeg venter på, at ensom trafik/blomstrer som et system i en skov./Et hav jeg ikke kender./Stemmerne udenom former landskabet./Ingen går mig i møde”. (Hjemme overalt).
Menneskets trafik i byen sidestilles med naturens organiske måde at udfolde sig på. Kan der opnås en harmoni mellem trafik og flora?

“Her er intet samfund, men fuld af liv./Min horisont har trukket bagvæggen efter sig. Jeg har spolet solen tilbage/til et tilfældigt lands oprindelse. Krop som sejl.//Jeg bærer båden indeni over et hav” (Sirene).
Sprog, bevidsthed og den sansede verden hænger dybest set sammen, så midt i adskillelsen og fremmedgørelsen, som kan udgøre en by og menneskenes upersonlige bevægelser mellem hinanden, peger digtene hen mod en fælles samlende åndelighed ved hjælp af metaforer, der består af konkrete arkitektoniske rum, bygninger, gader og naturen, der hele tiden findes som en del af både det indre og ydre univers.

Lån bogen på biblioteket