The forgetting time af Sharon Guskin

Læst på engelsk.

Det vælter ind med debutromaner. “The forgetting time” er en af det bedste og mest overraskende, jeg har læst.

Kort tid efter amerikanske Sharon Guskin fik børn, læste hun bogen ”Old Souls” af journalisten Tom Schroder. Bogen handlede om psykiateren Ian Stevenson og  hans forskning omkring reinkarnationer og tidligere liv – en bog, med talrige eksempler på meget små børn, der huskede noget fra et andet liv og syntes at længes tilbage.

Sharen Guskin spekulerede på, hvorfor vores børn er, som de er, med hver deres kendetegn og følelsesliv. Hvad nu hvis hendes børn havde haft en anden mor i et andet liv? Det blev springbrættet til ”The forgetting time”.

4-årige Noah vil hjem – hjem til sin familie, sit hus og sin mor … problemet er bare, at Noah ER hjemme hos sin mor Janie.

Janie er alene med Noah, der har natlige mareridt, hvor han kalder på sin mor – sin anden mor, som han siger.  Noah er moden af sin alder og ved en masse ting, som 4-årige normalt ikke ved noget om, og da børnehaven en dag indkalder hende til en samtale, fordi Noah siger han har skudt med en rigtig pistol, bliver Janie bange. Der er noget galt med Noah.

I et forsøg på at finde en diagnose møder Janie professor i psykologi, Jerome Anderson. Jerome tror på, at sjælen vandrer, når et menneske dør – og da han møder Noah og hører, hvad han fortæller, er han ikke i tvivl om, at Noah husker noget fra et tidligere liv. Normalt glemmer børn det tidligere liv, når de bliver 5-6 år, men Janie indvilliger i, at de prøver at finde Noahs tidligere familie for at se, om de natlige mareridt stopper.

Det lykkes Janie og Jerome at finde en familie, der passer på den beskrivelse Noah har givet, og de lover Noah, at nu finder de hans anden mor. Noah glæder sig.

Historien er velskrevet og fængslende uden det sukkersøde lag, der kunne være påsmurt. Den sætter en masse tanker i gang, samtidig med, at man kan sætte sig ind i de to mødres følelser og tanker og deres bånd til henholdsvis det døde barn og det levende barn. Dog tænker jeg, det er en bog, der mest henvender sig til kvinder.

En historie, der ikke sådan lige forlader en, og som har referencer til et digt af den libanesiske digter Kahlil Gibran, der i 1923 skrev:

Dine børn er ikke dine børn.
De er sønner og døtre af livet selv.
De kommer gennem dig, men ikke af dig,
og skønt de er hos dig
så tilhører de dig ikke. 
Du skal give dem din kærlighed
men ikke dine tanker,
for dine børn har deres egne tanker.
Du skal huse deres kroppe
men ikke deres sjæle
thi deres sjæle dvæler i morgendagens hus
som du ikke kan besøge
end ikke i dine drømme.
Du kan forsøge at ligne dem
men forsøg ikke at få dem til at ligne dig,
thi livet går aldrig baglæns
og hviler aldrig i det forgangne.

Lån bogen på bibliotek.dk