0 kommentarer

Stormvinge og Den Mystiske Sten af Mie Møller Bie

af d. 15. december 2020
Info
 
Sideantal

93

Udgivet

2020

ISBN

978-87-93881-13-6

Udgave

1

 

At vælge mellem sit Kald eller sin samvittighed

Bogen omhandler blomsterfeen Stormvinge, der hader blomster og forår. Blomsterfeernes arbejde er at hjælpe bierne med at befrugte blomsterne på marken, men selvom Storm ikke er glad for arbejdet, så er han glad for at have vinger og kunne flyve frit rundt, og han er god til sit arbejde. Han er ikke spor social, så da en nyudklækket fe, flytter ind i et blomsterhoved ved siden af hans tulipan, bliver han først irriteret, men senere viser det sig, at blomsterfe-pigen – der senere kommer til at hedde Pil – er nysgerrig og ligeså eventyrlysten som ham, og han kan lide den opmærksomhed, han får fra hende, fordi hun ser op til ham, da han er en ældre og mere erfaren fe end hende.

En dag finder Storm og Pil en glimtende grøn sten på jorden, og de får den samlet op og tager den med hen til professor Hvede, der underviser på bestøverskolen. Han fortæller dem, at det er en bestøversten lavet af troldene, der bor udenfor marken under jorden. Men snart går det op for Stormvinge og Pil, at noget er galt, og hvem er egentlig de onde? Og hvad kan den magiske sten egentlig gøre?

 

Da jeg åbnede bogen første gang og så indholdsfortegnelsen viste, at der var 34 kapitler, måbede jeg godt nok. Det lød lige en tand voldsomt i forhold til, at det er en børnebog. Men da jeg så begyndte på historien, opdagede jeg hurtigt, at et kapitel stort set kun består af 2 sider. Så kan man godt snuppe et par kapitler, når der skal læses. Der er en del tekst på siderne, og indimellem er der helsides illustrationer.

Bogen er angivet som velegnet til højtlæsning og let læs for børn fra 8-12 år. Jeg synes dog, at bogen trækker ned i forhold til, at den er kategoriseret som børnebog, og at der så gentagne gange bliver brugt ord som “pis, lorte-professor, shit, nar, narrøv”. Negativt ladede ord i den dur mener jeg ikke bør stå i en børnebog, da det kan få børn til at tro, at sådanne ord er ok at bruge i hverdagen og om andre.

 

Historien slutter uden en rigtig slutning og leder hen mod, at der kommer en bog nummer 2. Historien om Stormvinge starter i roligt barne-venligt tempo, og der fortælles om mødet med den unge Pil, og de to blomsterfeers fund af den grønne sten. Derefter skifter historien over i en tempofyldt handling, da Pil pludselig forsvinder, og Storm er alene om at finde hende. Der sker en masse nye ting, og plottet bliver meget omfattende. Umiddelbart vil jeg mene, at plottet vil virke lettere uoverskueligt for de mindre børn. Til gengæld vil den her bog være rigtig god til de ældre børn, og selve historien vil have været en perfekt fantasy roman for de unge teenagere.

Forfatteren har haft intentionen om at skabe en interaktiv bog, så børns opmærksomhed kan blive afledt væk fra fjernsynet og ipad’en. Den interaktive del er, at der er indtegnet perlemønster opskrifter bagerst i bogen, så 4 af hovedkaraktererne i historien kan bringes til live. Men der er desværre ikke vedlagt nogle perler til bogen, så det er nok tiltænkt som et tilkøb ved siden af. Da perlerne er det bærende element i hele den interaktive tanke, så kunne det have været en god idé at ligge en lille pose perler til at kunne skabe blot den ene karakter. Det havde i hvert fald vakt interesse og glæde hos et barn, der modtog bogen sammen med den lille pose perler.

 

På grund af de nævnte ting har jeg lidt ambivalente følelser ved at kunne kategorisere bogen som en børnebog. Jeg synes at Mie Møller Bie har gjort et godt arbejde ved at belyse, at børn har lov til at føle sig anderledes og alene, og det er okay, at man følger sin mavefornemmelse. Det er en spændende historie, og man vil gerne følge med på Stormvinges og Pils eventyr.

Bogen er det første bind i serien Stormvinge, og Mie Møller Bie er i fuld gang med at skrive på den næste bog i serien.

 

Anmeldereksemplar fra forlaget Forårsbørn

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter