Harigasti Teiva af Leila Buchardt Joensson

Vi er i den førromerske jernalder, omkring 250 år før vor tidsregning begynder. “Harigasti Teiva” er andet bind i Leila Buchardt Joenssons trilogi om Harigasti (Hærgæsten).

Krigeren Caradog er oprindeligt fra det nuværende England, men bor hos Alsie-stammen i Jylland. Mens Caradog har været i England for at få styr på nogle handelsruter har hans forlovede Juta fået en søn, med Caradogs bedste ven Harigasti. Og uden at røbe hvad det får af følger, bliver enden på det at Caradog rejser tilbage til England sammen med Jutas søn, som han kalder Eik.

Caradog slår sig ned hos sin gamle stamme og familie, og Eik vokser op og bliver en ung mand der både er i lære som kriger og som druide.

Af forfatterens historiske note bagest i bogen, fremgår det at dette bind har fokus på den omfattende handel der skete på kryds og tværs i Europa for 2.250 år siden. Jeg må blankt erkende, at hvis ikke forfatteren havde fortalt det, var det gået helt hen over hovedet på mig. Javist, der er da mindre passager hvor handel er omdrejningspunktet, men hovedhistorien er om Caradog og Eik. “Harigasti Teiva” handler, som forgængeren, rigtig meget om guder og mennesker og deres indbyrdes forhold. Der ofres rigtig meget til guder i denne bog. Ikke mindst menneskeofringer er der nogle stykker af, og det undrer mig at de mennesker der ofres, alle går glade og stolte ind til deres død. De er så positive i forhold til at skulle give sig selv til guderne, at det kammer lidt over og bliver en smule for utroværdigt.

Som i forgængeren, fortælles historien rigtig meget i stedet for at blive vist gennem personerne i den. Det er bedre i “Harigasti Teiva” end i første bind, men der er stadig et stykke vej inden det bliver helt godt. Bogens omfang er også denne gang dens største problem. Forfatteren fortæller en stor og meget interessant historie, men fordi vi skal piskes igennem den på blot 172 sider, når vi aldrig helt ned i den. Det bliver i stedet en lang række punktnedslag, hvor der snildt kan gå 10 år mellem to afsnit, og fortællingen kommer aldrig rigtig ind under huden. Jeg ville ønske at bogen havde været mindst 200 sider længere, og at den var dykket ned i materialet, og ikke mindst i de mennesker den handler om. Som det er nu, fremstår bogen som en synopsis til den rigtige roman, og persongalleriet formår ikke rigtig at hæve sig over bogens to-dimensionelle form. Det kan godt ærgre mig, for Leila Buchardt Joensson er rigtig god til at skrue en fortælling sammen fra en verden der er meget anderledes end den vi lever i nu. Hendes research er omfattende, og selv om der også i denne bog er en hel del historiske “hovsa’er” undervejs, så er hun godt inde i sagerne. Forhåbentlig kombineres den gode fantasi og den gode research endnu bedre i trilogiens sidste bind, så der kommer mere kød på det hele.

Lån bogen på Bibliotek.dk