Stormen af Juan Manuel De Prada

Måske havde læsningen af denne bog oddsene mod sig, for kombinationen af en spansk forfatter og en krimi om noget så usædvanligt som et renæssancemaleri fik mig til at vente en oplevelse i klasse med Arturo Peréz-Revertes formidable bog “Det flamske maleri” (læs evt. min anmeldelse heraf andetsteds i Bogrummet).

Imidlertid kører beretningen om Alejandra Ballesteros’ rejse til Venedig for at studere Giorgionis mystiske maleri “Stormen” i absolut sneglefart. Handlingen tynges af at alting underkastes en omstændelig gammelmandsagtig dvælen ved detaljer – ikke mindst detaljerne i de tre kvindelige bipersoners fysiognomi.

Irriterende er også en hel del parentetiske indskud, hvor hovedpersonen uddyber sine i forvejen meget tunge associationer. Alt i alt sker der stort set intet efter s. 31 og man bliver ret snart apatisk ligeglad med, hvem det egentlig var, der skød kunstforfalskeren Valenzin den aften, Ballesteros ankom.

Endelig synes jeg ikke, at idéen med at henlægge handlingen til Venedig (en by vi vel alle ønsker at se i så romantisk skær som muligt…) kommer klart igennem. Helt galt går det i slutningen, hvor Ballesteros deltager i et karneval, hvor byens jet-set gebærder sig som en flok pubertetsunger på druktur. Måske interessant nok, men helt uden relevans for den historie, der fortælles.

Dette er nok en af de mest adstadige krimier, jeg har læst, og jeg har sjældent været så uinteresseret i at få afdækket gåden. Læs “Det flamske maleri” i stedet.

Lån bogen på bibliotek.dk