Steppeulven af Hermann Hesse

“Denne bog indeholder de optegnelser, der er blevet os efterladt af en mand, som vi kendetegnede med et navn, han ofte selv brugte – Steppeulv.”

Harry Haller der er sidst i fyrrene, indlogerer sig på fortællerens tantes to kvistværelser. Han har for år tilbage mistet først sin akademiske position og status, og senere hen sin kone som efter hans eget udsagn en nat blev sindssyg og drev ham bort. Han er nu endt i en dyb eksistentiel krise og kredser i sin akkumulerede afsondrethed konstant om den endelige selvudslettelse som udvej.

Harry reddes imidlertid – måske? – fra sit selvmord af to ting: Af en luders barmhjertige dominans og af hendes insisteren på at lære den ynkelige, sky ulv at danse. Og af et skrift som han får stukket i hånden om en skæbne forbløffende meget lig sin egen: TRAKTAT OM STEPPEULVEN – Ikke for alle, kun for forrykte.

Der vil uundgåeligt være strækninger i bogen man bare tilbagelægger uden synderlig lyst, men der vil næsten med garanti også være steder man opholdes og tænker.

”Steppeulven” mimer i sin form det den er ude efter, nemlig livet som et forbandet magisk du-er-selv-helten teater med utallige døre at gå ind af… og ikke alt i bogen følger reglerne for hvad der realistisk set kan ske her i verden. Som sådan er den ret anstrengt og bestemt ikke særlig læsevenlig. Er man alligevel til den slags perverteret svær litteratur, vil man elske at have sit besvær med at læse den.

Lån bogen på biblioteket