Steen & Stoffer, bind 7: Snemænd uden grænser

Syvende bind byder på endnu et års striber der boltrer sig ret kraftigt i vintervejret, for én ting er sikkert: Steens snemænd myldrer! På den måde er den danske titel er både opfindsom, morsom og rammende.

Vanviddet med snemændene sætter ny rekorder: Et af Steens snemonstre er sluppet løs og laver kopier af sig selv. Han er nødsaget til at alarmere mor og far som selvfølgelig ikke fatter en brik og per automatik har den skeptiske mine på. Man forstår dem udmærket, men finten er her at man næsten forstår barnet (Steen) endnu bedre.

De skøre snemænd optræder i forskellige barokke og bizarre scenarier i haven: En står foran en kanon med hul i maven, en anden står på en skammel foran et træ med et reb om halsen, en tredje er placeret foran hoveddøren i en vred positur. Steen er overbevist om at den jagter ham. Mor er bare irriteret over at døren er blokeret.

Steens duplikator bliver atter sat på arbejde i en scene der sætter streg under Wattersons evne til ægte fornyelse for Steen laver en klon der kun udtrykker hans gode sider. Klonen er yderst servil, opfører sig både høfligt og korrekt overfor de voksne, laver sine lektier og er endda sød overfor Sussi. Steen, som ellers nyder at have en ivrig slave, må gribe ind, for at være ven med pigerne er at gå over grænsen. En voldsom diskussion følger, og da den gode klon bliver ophidset selvdestruerer den, for den forbryder sig imod sit filosofiske kodeks. Som Stoffer bemærker, “hvor eksistentiel kan man blive?”

Selvom Wattersons tegneserie ikke har nogen lighedspunkter med Salvador Dalis bedste værker, kan de sagtens sidestilles målt på kvalitet og kreativitet.

Lån tegneserien på biblioteket