Solea af Jean-Claude Izzo

Den misantropiske eksstrisser Fabio Montale kyssede engang med journalisten Babette, der nu har gravet noget inkriminerende snavs frem om mafiaen. I forsøget på at få fingre i Babette og hendes materiale, myrder mafiaen hendes kæreste og dennes broder. Babette går under jorden. En væmmelig mand ringer til Montale og beordrer ham til at finde Babette, ellers vil der ske noget grimt. Op i røven, siger Montale, der samme aften møder søde Sonia, som dagen efter findes myrdet. En dejlig politikvinde tilbyder sin hjælp og lidt til, men Montale afslår dumstædigt, uden at have en plan for det videre forløb. Endnu en af hans venner får skåret halsen over, og endelig begynder Montale at overveje, hvad han skal gøre.

Planen, som Montale undfanger, er så uigennemtænkt, inkonsekvent og rent ud sagt idiotisk, at jeg har Izzo mistænkt for at have skrevet hele slutningen i en ordentlig pastis-koger. Det er fuldkomment utroværdigt, at en tidligere strisser skulle finde på noget så udsigtsløst som dét, der samtidig udgør finalen på Izzos anmelderroste Marseille-trilogi. Quel mélodrame…

Det meste af tiden går med, at Montane tænker på sit livs Lole, der forståeligt nok er skredet med en spansk guitarist. Imens hører han utallige navngivne musiknumre (“Solea” er en skæring af Miles Davis), ryger en masse smøger og drikker et par hektoliter pastis og Lagavulin. Vældigt sympatisk, men der sker bare ikke så forfærdeligt meget mere i denne bagatel af en krimi.

Bogen lever i sine atmosfærefyldte beskrivelser af Marseille og dens indbyggere. Man får virkelig lyst til at besøge den stoute havneby med udsigt til det glitrende Middelhav, få sig en grillet fisk og et glas kølig hvidvin og skynde sig at slutte af med en Gauloises og en “51”, før natten og horderne af kriminelle overtager scenen. Bonne nuit!

PS. Tak for en empatisk oversættelse, Jesper Tang.

Lån bogen på bibliotek.dk