0 kommentarer

Sankt Psyko af Johan Theorin

af d. 13. juni 2012
Info
 
Sideantal

415

Udgivet

2012

ISBN

978-87-400-0359-8

Originaltitel

Sankta Psyko

 

Jan er pædagog og har fået et vikariat i en børnehave. Det er dog ikke en helt almindelig børnehave, idet den er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, hvor børnenes far eller mor er indlagt. Ved at gå i børnehave tæt på forældrene, håber man på, at børnene får den tilstrækkelige forældrekontakt, og at der derved ikke går for lang tid mellem hvert besøg. Jan får også som opgave at fragte børnene til besøget på den sikrede afdeling, dog ser han aldrig de indsatte, hvilket ærgrer ham meget. Jan er nemlig meget interesseret i hospitalet, og på en af hans første nattevagter i børnehave (som har døgnåben for enkelte af børnene) begynder han at udforske de hemmelige gange, der forbinder børnehaven med hospitalet. Det går dog hurtigt op for Jan, at der er andre, der besøger de hemmelige gange. Men er det bare en plejer, der tager sig en pause eller en indsat på flugt? Det går ligeledes langsomt op for læseren, at Jan ikke har helt rent mel i posen. Hans interesse for stedet er mere end tilfældig. Han er nemlig sikker på, at en bestemt person er indlagt på hospitalet. Og denne person vil Jan meget gerne i kontakt med igen. Det kommer også frem, at Jan selv har haft psykiatriske problemer i ungdommen, og nå ja sidst men ikke mindst, har han vist glemt at fortælle sin nye arbejdsgiver om dengang, han som ung pædagogmedhjælper var i skoven med en gruppe børn og kom hjem med et barn for lidt.

Theorin er en fremragende forfatter. Handlingen springer frem og tilbage i tiden, og billedet af historien ændres konstant. I starten virker det som om, bogen handler om pædofili, og jeg var tæt på at lægge den fra mig igen. Men der afsløres hele tiden nye lag af den yderst komplekse hovedperson Jan, hvilket gøres på en fornem måde. “Sankt Psyko” er en virkelig god krimi, med et konstant højt spændingsniveau samt med et strejf af mystik. Jan sætter alt på spil for at opsøge en person fra fortiden, men udfaldet viser sig at være særdeles anderledes end han forventede. 4 store stjerner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter