0 kommentarer

Ravkikkerten af Philip Pullman

af d. 6. maj 2006
Info
 
Sideantal

516

Udgivet

2002

ISBN

978-87-02-06253-3

Originaltitel

The Amber Spyglass

 

Jeg kan roligt sige, at ”Ravkikkerten” af Philip Pullman er et mesterværk. Derefter kan jeg tilføje, at Philip Pullman er genial, og at denne medrivende og enestående bog er (nærmest) perfekt. Dog må jeg – som trofast tilhænger af Harry Potter – rystende hviske til sidst, mens jeg føler mig forfærdelig forræderisk overfor J.K. Rowling, at ”His Dark Materials” (kun?) er verdens bedste serie, sammen med Harry Potter, men at ”Ravkikkerten” er den bedste bog nogensinde, og den kan ikke overgås. Aldrig.

Drengen Will Parry har lige set sin far dø, og nu er han ude for at finde Lyra, der er blevet bortført af sin mor; den onde Fru Coulter. Will får hjælp af to engle, og sammen prøver de også at kommer til Lord Asriels borg, hvor selv samme Lord Asriel forbereder det endelige opgør mod Gud.

Uforlignelig er denne bog. Historien om to forelskede unge mennesker, der desperat kæmper mod ondskab og uretfærdighed, er brillant og utrolig sørgelig, og hvis man ikke rørte lidt på sig til sidst, har man et hjerte af sten eller også har man ikke fattet handlingen. ”Ravkikkerten” handler om sand kærlighed, religion, videnskab men også ondskab og verdens uretfærdighed. Alt dette er flettet sammen til en perfekt handling, som udspiller sig i et fantastisk sammensurium af parallelle universer, gode og onde engle, panserbjørne, alfer og mange flere væsner, og persongalleriet i ”His Dark Materials” er fantastisk. Bogen er spændende og unik, og som læser, kommer man vidt omkring.

Jeg glæder mig til, at ”His Dark Materials” kommer på det store lærred, og selvom man som læser ikke kan være andet end skeptisk overfor en filmatisering af en bog af den kaliber, så glæder jeg mig personligt meget til filmen. Lyra er allerede blevet castet, så jeg er ret forhåbningsfuld men stadig tilbageholdende, for jeg kunne ende med at blive meget skuffet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter