Pyntesmil af Rachel Röst

Hen på sensommeren udkom ”Pyntesmil” af Rachel Röst, der er forfatterens anden roman.

Det er en roman, som temamæssigt ligger i fin tråd med hendes første roman ”Grundvold”, som er en autofiktiv roman om at vokse op i en dysfunktionel og meget troende mormonfamilie i Urbanplanen på Amager.

I ”Pyntesmil” er læseren ikke på besøg hos en mormonfamilie, der er dysfunktionel. Vi besøger i stedet en familie, hvor der er partnervold og hvor frygt er en del af hverdagen. Det er også en bog om, at partnervold ikke kun rammer den der får tæsk, men at det i høj grad er noget, der også forkrøbler eventuelle børn og andre, der er vidner til volden og den medfølgende angst.

Vi følger Gry på 42 år, der lever en omflakket tilværelse, hvor hun har flyttet 18 gange og får travlt med at få numsen videre i teksten hvis noget begynder at føles for hjemligt. Det med hjemligt kan hun nemlig ikke så godt forholde sig til og så er det nemmere bare at flytte igen og igen.

Gry besøger sin mor, hvis bolig er fuld af fuglelort og da moderen en dag falder og Gry får øje på de blå mærker og moderens flænge i hovedet kommer der minder tilbage om en barndom, hvor tryghed var et fremmedord og vold var lige så normal en del af hverdagen som det at børste tænder er det for os andre.

”Pyntesmil” er en roman, men den kunne lige så godt have været solgt som en historie, der har fundet sted i virkeligheden. Faktum er desværre, at der er mennesker, som stadig lever i voldelige forhold ligesom der er børn og voksne børn, der lider under, at have været vidner til at deres mor har fået tæsk af deres far (eller at far har fået tæsk af mor for den sags skyld).

Bogen handler således ikke kun om den fysiske vold, der forekommer i nogle familier, men i lige så høj grad om den angst man lever med, de senfølger man får og, den skam man har over hvad der foregår derhjemme og som man ikke tør dele med nogen fordi man er bange for at de næste slag rammer en selv som hævn for at være en sladrehank.

Romanen er på sin vis tung læsning, det er bestemt ikke muntert at være vidne til som læser. Til gengæld er bogen desværre stadig relevant fordi vold stadig findes i nogle familier og relevant fordi det stadig er et tabu. Måske kan bogen være med til at nedbryde tabuer og måske får nogen modet til at bryde ud af et voldeligt forhold efter at have læst denne bog.

Der er tale om en fin, flydende og velskrevet bog, som jeg håber kan hjælpe andre mennesker med at leve med de senfølger de har fået, for skamme sig skal man ikke over at have været udsat for vold, det er aldrig ens egen skyld at man har fået tæsk.

Anmelderbog

lån bogen på biblioteket