Paradis af Abdulrazak Gurnah

Fra tid til anden stifter man bekendtskab med en bog, der er så gribende og uafrystelig, at bogen lagrer sig permanent i ens hukommelse.

En sådan bog er ”Paradis” af Abdulrazak Gurnah, der blev tildelt Nobelprisen i litteratur 2021 ”…for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter.”

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke vidste hvem Abdulrazak Gurnah var før han vandt nobelprisen. Men: hvor er jeg glad for at have opdaget hans forfatterskab ved at have læst ”Paradis”.

Bogens hovedperson er en 12-årig dreng ved navn Yusuf, der bliver sendt til den afrikanske østkyst for at arbejde som gældsslave hos en velhavende købmand. Da købmandens datter bliver lidt for glad for drengen bliver han sendt bort på hvad der viser sig, at blive en ganske eventyrlig rejse.

På overfladen kan man argumentere for, at bogen handler om et Østafrika præget af stammestridigheder og om imperialismens brutalitet. I særdeleshed handler bogen også om, at være i andre menneskers vold, at være magtesløs over egne manglende ressourcer og afhængig af, at andre mennesker ikke udnytter deres økonomiske og psykologiske overmagt til at tryne og udnytte en. Denne anmelder læser også bogen som udtryk for, at mennesker har brug for at høre til og at vi følelsesmæssigt er meget ens – uanset baggrund i form af hudfarve, nationalitet, indtægtsgrundlag eller familiebaggrund.

”Paradis” er efter min mening en sjælden perle og en bog, der på fornem måde viser, at Gurnah er en uhyre velskrivende og dygtig forfatter, der i høj grad har fortjent sin nobelpris.

Anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket