118
2022
978-87-7575-733-6
På trods af mig
1. udgave, 1. oplag
Man får her en digtsamling fra en forfatter som forsøger at finde sit eget fodfæste i livet. Hun har i sin barndom været udsat for seksuelt overgreb, men det er ikke selve overgrebene der er grundlaget for denne bog. Det er hendes kamp efterfølgende, som voksen, hvor hun forsøger at bearbejde det hele, give sig selv en plads i livet og en tro på at verden vil hende det bedste. Hun henvender digtene til alle som har været udsat for overgreb af forskellig art og til alle som har brug for at vide at de ikke er alene. Til alle der kæmper en kamp i deres voksen liv, for at få sat ord og tanker på det traume de har været igennem. Og ikke mindst til alle som har mod på at komme lidt ind bag facaden hos en – med hendes ord – overlever. Hun beskriver at hun fortsat er i behandling, at hun fortsat arbejder med at gøre sig bevidst om at skammen og skylden kan hun reelt fralægge sig og at det er senfølgerne hun gerne vil have fokus på. Samtidig beskriver hun at hun har været igennem depression og derefter opdaget at digtenes verden virker som terapi for hende.
Digtene er ikke helt nemme at læse, ikke fordi de ikke giver mening, men fordi der ikke er noget flow. Så man skal læse dem enkeltvis og ikke bare ud i en køre. Så får man en lidt bedre forståelse for det hun skriver. Men som læser sidder man alligevel lidt tilbage med en fornemmelse af at der mangler noget. Der er en god portion håb og positiv livsanskuelse undervejs og man kan godt mærke at det er en proces. Og det der nok mangler er at forfatteren skal komme lidt længere i sin rejse, for så at skrive noget mere. For selv om man får forklaret hendes udgangspunkt, så vil det mest være hende selv der opnår noget ved at skrive disse digte, fremfor hvad læseren kan få med sig videre. Det er dog et godt udgangspunkt at kan digtene få bare en enkelt til at føle sig forstået eller hørt, få en enkelt til at søge hjælp – som der også er henvisninger til – eller blot få en enkelt til at turde åbne mere op om egne oplevelser så er man kommet meget langt.
Ikke en digtsamling som bryder overfladen på det store og desværre tabubelagte emne, men en digtsamling som har sin egen berettigelse i den ydre kant af en behandlingsproces, og hvor man som læser kun kan håbe på at forfatteren med tiden tør stå inde for sine ord med en ønsket lidt større dybde.
Anmeldereksemplar.