477
2021
9788794020060
Tante Ulrikkes vei
1. udgave, 1. oplag
En fryd af en roman, som man skylder sig selv at læse.
Titlen ”Opråb fra blokken” kan godt lyde som en aggressiv bog. Det er det ikke. På norsk er titlen ”Tante Ulrikkes vei”, og den afdæmpede titel passer meget bedre. Men da ikke mange danskere ved, hvad Tante Ulrikkes vei er for en størrelse, har forlaget/oversætteren valgt den mere potente danske titel, hvor ”blokken” giver associationer til et ghettomiljø.
Bogens danske omslag er holdt i en støvet blå farve med en stregtegning af de to unge mænd, der er bogens fortællere. Sjovt nok er den norske udgave i en støvet rød farve med en stregtegning af en boligblok. Det kunne være spændende at høre, hvorfor man har valgt dette skift til den danske udgave?
Der er tre hovedpersoner i bogen: seniorforsker Lars Bakken samt Jamal og Mohammed fra Tante Ulrikkes vei.
Lars Bakken har gang i et forskerprojekt, hvor han gennem de unges egne fortællinger vil kortlægge, hvordan hverdagen ser ud for unge med minoritetsbaggrund. Jamal og Mohammed har givet tilsagn om at deltage i projektet, nok mest fordi der er et rejsegavekort på 10.000 kroner og en mountainbike på spil.
Bogen udspiller sig over periode på 5 år, hvor de to unges mænds liv krydser hinanden flere gange. Jamal og Mohammed er meget forskellige personligheder. Mohammed er fornuftig og intelligent, mens Jamal er en rebel. Gennem deres vidt forskellige fortællinger, får vi et lavmælt, personligt og troværdigt indtryk af, hvordan livet former sig på Tante Ulrikkes vei og hvilke udfordringer, de møder.
Jamals mor er psykisk syg og han må tage sig af både hende, sig selv og sin lillebror, mens Mohammeds familie er anderledes velfungerende, og faderen lægger stor vægt på, at børnene klarer sig godt i skolen og får en god uddannelse.
De to unge mænd er vokset op sammen, og en årrække inviterede Mohammeds mor Jamal til at spise med hver dag, for at sikre sig, at han fik noget sundt at spise.
Bogen sætter arv og miljø i perspektiv og man får en fornemmelse af, at ens livsbane formes af den skæbne, man fødes ind i. Det er ikke let at passe sin skole og få succes, hvis man kommer fra et dysfunktionelt hjem, og omvendt er det heller ikke altid let at skulle leve op til sine forældres forventninger. Bogen kommer rundt om alle emner i et ungt menneskes liv, forpligtelser, skole, kammeratskab, kærlighed, håb, forventning og accept af, hvilken hylde livet tildeler dig.
Jeg føler mig beriget af at have lært Jamal og Mohammed at kende, og jeg tror der kunne komme en faktisk dokumentarlignende sort/hvid film ud af bogen.
Anmeldereksemplar.