0 kommentarer

Netherland af Joseph O’Neill

af d. 13. juni 2010
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

287

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7955-681-2

Originaltitel

Netherland (amerikansk)

 

Den 35-årige hollandske aktieanalytiker Hans van den Broek havde boet nogle få år i Brooklyn sammen med kone og barn, da terrorangrebet på World Trade Center skete. Bogen beskæftiger sig imidlertid ikke med selve begivenheden, men fortæller noget om hvordan det lykkedes New York’erne at komme videre.

Da Hans’ kone Rachel flytter til London sammen med deres lille søn, fordi hun ikke kan holde ud at leve et liv i frygt for nye terrorangreb, bliver Hans en ensom og hjemløs mand, nærmest bare en tilskuer til livet. Hans arbejdsliv hører vi kun ganske sparsomt om, det fungerer tilsyneladende ok, omend uden noget større engagement fra Hans’ side. Derimod går han mere op i at iagttage byens mange sølle, mærkværdige skæbner. Og det positive er jo, at man i langt højere grad end i vores hjemlige andedam accepterer originalerne, ingen ta’r anstød af en fyr, der klæder sig ud som en engel med store beskidte vinger og ikke meget andet.

Ved et tilfælde genopdager Hans sin gamle sport, cricket. Cricket midt i Brooklyns mylder lyder nærmest som en absurditet i mine ører. (Denne plads- og tidskrævende gentleman-sport med gennemført hvid påklædning, hvor tilskuerne når de ser et særligt godt slag, tager piben ud af munden og siger “jolly good, young man!”, hvorefter de atter læner sig tilbage i liggestolen og nipper til deres drinks – ifølge mine fordomme). Men i O’Neills beskrivelse af byen New York bliver dette ikke desto mindre naturligt. Alt er muligt i denne usædvanlige by.

Hans møder igennem sin sport den charmerende forretningsmand og fidusmager Chuck Ramkissoon, der som alle andre i den her bog, stammer fra et andet sted. Chuck bliver Hans’ holdepunkt i en svær tid, hvor han lever på hotelværelse og pendler mellem New York og London for at se sin søn. Chuck har store planer om et internationalt cricket-stadion, som han forventer, kan gøre ham til mangemillionær, men fusker samtidig temmelig småligt med ulovligt lotteri, hvilket får hans motto om “at tænke stort” til at lyde noget hult!

Jeg har læst andre bøger, der har New York som et omdrejningspunkt, og de kommer alle til at stå fuldstændig i skygge af denne stemningsfulde og farverige udladning af mangfoldighed og liv. Man forstår lidt bedre, hvorfor New York ikke lader sig kue, når man har læst “Netherland”.
Endelig må det også nævnes, at O’Neill samtidig beskæftiger sig tankevækkende med nogle af tilværelsens mere eksistentielle spørgsmål.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter