251
2006
87-7955-439-3
Motherless Brooklyn
”Moderløse Brooklyn” er Jonathan Lethems til dato eneste krimi. Han er født og opvokset i New York, hvor også bogens hovedperson Lionel Essrog er vokset op på St. Vincent’s Home for Boys i Brooklyn. Lionel lider af tourettes syndrom og går under navnet “Freakshow”. For Lionel betyder tourette, en trang til at råbe og gentage mærkelige usammenhængende sætninger og ord, samt røre ved ting et bestemt antal gange.
Sammen med tre andre drenge fra drengehjemmet, stifter han bekendtskab med smågangsteren Frank Minna. Frank Minna driver i begyndelsen et halvkriminelt flyttefirma og senere et detektivbureau under dække af at være en limousineservice. Han er Brooklyns ukronede gangsterkonge.
En dag bliver Frank Minna dræbt og Lionel sætter sig for selv at finde morderen. Hele de fire drenges liv har været bygget op omkring den meget karismatiske Frank Minna og hans gangstervirksomhed, nu må Lionel selv agere detektiv, for at finde de skyldige.
At hovedpersonen lider af tourette gjorde mig i første omgang umådelig irriteret, hele tiden at skulle igennem disse mærkelige ord og sætninger gjorde mig træt, men lige så langsomt, som jeg nåede dybere ind i historien, kom jeg til at holde af Lionel, på trods af hans mærkelige vokabulære udbrud. Han løfter historien med sin fantastiske personlighed og sit ufrivilligt komiske handicap. Han bliver hermed hovedperson i sit eget liv, da han må tage affære for at finde sin tidligere chefs mordere.
Det er en forrygende god bog og det er ganske forståeligt at Jonathan Lethem har vundet flere priser for ”Moderløse Brooklyn”. Så er man krimi-fan, kan det kun anbefales at man også føjer denne lille perle til sin liste.