Misery af Stephen King
296
1992
87-02-02095-5
Misery
Forfatteren Paul Sheldon har opnået stor succes med sine romaner om Misery Chastain, som læserne elsker men anmelderne hader. Men med sin nyeste roman, “Fast Cars”, drømmer Paul om endeligt at have skrevet romanen, som skal få hans stjerne til at lyse hos anmelderne og indbringe ham den litterære berømmelse, han føler, han fortjener.
Da han rejser fra Bouldorado Hotel, hvor han har færdiggjort manuskriptet til “Fast Cars”, får en pludselig indskydelse ham til køre vestpå mod Vegas i stedet for at tage tilbage til New York. Men undervejs bliver han fanget ind af et voldsomt uvejr og kører galt, og da han kommer til sig selv, ligger han fanget med ødelagte ben i den psykotiske sygeplejerske Annie Wilkes hus.
Annie er hans “number one fan” – og så er hun som sagt skingrende sindssyg! Hun elsker hans bøger om Misery, så da hun opdager, at Misery dør i slutningen af den sidste bog, er hun langtfra tilfreds. I raseri tvinger hun ham til først at brænde manuskriptet til “Fast Cars” og derefter til at skrive en ny Misery-roman, hvor heltinden genopstår fra de døde.
Undervejs i skriveprocessen bliver Annie mere og mere ustabil, og Paul begynder for alvor at frygte for sit liv. Men hvad kan han gøre? Invalideret efter ulykken og alene langt ude på landet med Annie, uden at nogen ved, hvor han er.
“Misery” er en af de bøger, King har haft størst skrupler med at sælge filmrettighederne til, så da han solgte dem til Castle Rock Entertainment var det på betingelse af, at Rob Reiner (som også har instrueret “Stand by me” af Stephen King) ville blive tæt knyttet til projektet. Til Kings store glæde endte det med, at Rob Reiner kom til at instruere filmen, som blev færdig i 1990.
Og det er virkelig blevet én af de bedste King filmatiseringer overhovedet efter min mening. Ikke mindst på grund af en overbevisende Kathy Bates i rollen som Annie Wilkes, for hvilken hun da også modtog en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle. Men også fordi det er lykkes at overføre romanens klaustrofobiske atmosfære til det store lærred, uden at forfalde til billige splattertricks og andet som det så ofte sker i King-filmatiseringer.
