0 kommentarer

Mine hemmeligheder af Sophie Kinsella

af d. 6. december 2006
Info
 
Sideantal

362

Udgivet

2005

ISBN

87-11-29063-3

Originaltitel

Can You Keep a Secret?

 

Sophie Kinsella har efterhånden udviklet sin niche i chick lit genren til perfektion og med “Mine hemmeligheder” slår hun igen fast at hun er hamrende god til at udarbejde et plot med humor og troværdige karakterer.

Emma er laveste ansatte i Panther Corporations og er blevet sendt til Skotland for at møde marketingsdirektøren i Glen Oil, for at sikre de to firmaers fortsatte samarbejde ved at bevidne underskrivelsen af en kontrakt. Det er Emmas første rejse udenlands så hun er meget nervøs og det går da heller ikke som planlagt med mødet.

Bange for at flyve, nervøs fordi hun når hun er tilbage i London skal til medarbejdersamtale uden den underskrevne kontrakt med Glen Oil i lommen, da flyet støder ind i turbulens. Beruset af de vodka drinks hun nedsvælgede for at dulme nerverne, bliver hun panisk under turbulensen og begynder at fortælle sin sidemand alt. Hendes små og store hemmeligheder, frygt, ønsker og håb. Han er alligevel amerikaner, så hun ser ham jo nok aldrig igen, er tankegangen. Desværre møder hun ham igen. Næste arbejdsdag da han besøger hendes arbejdsplads i kraft af hans stilling som øverste direktør… og han kan godt huske Emma.

Jack Harper som den amerikanske direktør hedder, er kommet for at observere den engelske afdeling og Emma glæder sig enormt til om fredagen hvor han skal flyve hjem, for hun støder hele tiden på ham. Selvom han ikke røber hendes hemmeligheder, så antyder han dem hele tiden og hun tilbringer mere tid med at snige sig væk og gemme sig for ham, end hun rent faktisk arbejder på jobbet.

“Mine hemmeligheder” er en genial chick lit. Den er fuldstøbt, sproget er herligt og episoderne i bogen er fantastisk morsomme. Især fordi Kinsella ikke har valgt at gøre Emma til en Shopaholic-lignende figur. Emma er mere en helt almindelig pige, med ikke alt for mange penge på lommen og meget nem at relatere til. Helt klart en af bøgerne til samlingen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter