Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

Min mands hemmelighed” har fået en fantastisk succes i udlandet, og på Amazon står læsere i kø for at rose den, så selvfølgelig måtte jeg da også læse en sådan lækkerbidsken. Smukt omslag – pirrende titel – og flot omtale, næsten for godt til at være sandt.

Meeennnn det er en laaaaagsom starter og min første tanke var – åh nej, det må være det de kalder chick-lit (har aldrig følt behov for at kaste mig over denne genre), men til ende blev den læst.

Et frisk pust er det, at bogen foregår i Australien – selvom den sikkert lige så godt kunne foregå i USA eller et andet land befolket af borgerlige husmødre, der går op i hus, børn, velgørenhed og selskaber.

Titlen henviser til, at Cecilia under en af mandens udlandsrejser finder et brev, hvor der udenpå står “Til min kone Cecilia Fitzpatrick. Må kun åbnes i tilfælde af min død”. Det kan jo nok vække en vis nysgerrighed hos både Cecilia og læseren – og da Cecilia fortæller sin mand, hun har fundet brevet, får han hende til at love, at hun IKKE åbner det.

Det siger sig selv, at Cecilias nysgerrighed vinder kampen over hendes ærlighed – ellers ville der jo ikke være nogen historie, og det som der står i brevet, får Cecilias verden til at vakle og danner skelettet i bogen.

Samtidig bliver vi præsenteret for Tess, der sammen med sin lille søn er flyttet fra sin mand, der har dannet par med hendes kusine. Tess er flyttet tilbage til sin barndomsby – samme by som Cecilia. Tess’s søn kommer til at gå i skole med en af Cecilias døtre – og på skolekontoret bliver vi præsenteret for Rachel, en ældre dame, der mange år tidligere har mistet sin datter, der blev kvalt som teenager. Morderen er aldrig blevet fundet og alle går på kattepoter for ikke at komme til at berøre det triste emne, når de møder Rachel.

Hemmeligheden i brevet afstedkommer, at de tre kvinders liv hvirvles ind i hinanden, og det varer meget længe, inden læseren får at vide, hvad der står i brevet. Den afslørende hemmelighed tvinger Cecilia til at stille spørgsmålstegn ved hele sit liv og beslutte, hvad der er vigtigst for hende og hendes familie. Er det fortiden, sandheden eller fremtiden?

Bogen er ikke stor kunst, men den bibringer dog det budskab, at alt er tilfældigt – hvad nu hvis man havde været et andet sted, netop dén dag, hvordan ville verden så se ud. Hvor længe skal man sone en uretfærdighed – og findes der en retfærdighed over os alle, der sørger for at regnskabet går op? Bliver man lykkeligere af at kræve “øje for øje og tand for tand” – eller er det helt andre værdier, der får livet til at fortsætte?

Sidste side – sidste tre linier “Ingen af os kender alle de drejninger, vores liv kunne, og måske burde, have taget. Det er sikkert godt. Nogle hemmeligheder har bedst af at forblive hemmelige for altid. Spørg bare Pandora.”

Sproget er enkelt og flydende, men også naivt og uinteressant. En god historie – hurtigt læst – og hurtigt glemt. En døgnflue.

Lån bogen på bibliotek.dk