Min kat Jugoslavien af Pajtim Statovci

Emines skæbne besegles, da hun på vej til skole klatrer op på den store sten uden for landsbyen. Gennem vinduet i sin fine bil opdager Barjam den smukke teenagepige, lokker hendes navn ud af hende, og allerede dagen efter kommer Barjams far på frierfødder på sønnens vegne.

Vi er i en lille, kosovoalbansk landsby uden for Pristina. Året er 1980. Begivenhederne finder således sted i vor tid midt i Europa, men det kunne lige så godt have været den arabiske halvø for hundredvis af år siden. De ludfattige muslimer lever i en tidslomme, hvor intet har ændret sig i mands minde. Kvinder og børn er mændenes ejendom, kun drengebørn tæller på plussiden, hunkønsvæseners eneste eksistensberettigelse er at føde børn og opvarte mændene.

Selv om han er flot og taler godt for sig, viser Barjam sig selvfølgelig at være et tyrannisk svin. Emines liv bliver et helvede. Hun føder fem børn i hurtig rækkefølge, hvilket ikke påvirker hendes status; blot får hun endnu mere at lave i køkkenet og vaskerummet.

Da Jugoslaviens leder Tito dør, benytter serberlederen Milosevich tomrummet til at smadre og rane kosovoalbanernes land. Familien må flygte og havner i et på alle måder isnende Finland.

Realismen i Emines historie er fascinerende og hjerteskærende. Den unge debutant Pajtim Statovci, der selv kom til Finland som toårig, har her fat om det stof, der væves dragende menneskeskæbner af. Detaljerigdommen er imponerende, man gribes virkelig og ville gerne have fulgt Emine hele vejen.

Men Statovci, der har modtaget Finlands fornemste debutantpris for værket, har ambitioner om langt mere.

Halvdelen af bogen er nemlig tilegnet Bekim, Emines yngste søn, hvis trange, mørke lejlighed i Helsinki danner rammen om en næsten ubrydelig boble af ensomhed. Her henslæber han et trist liv som homoseksuel andengenerationsindvandrer, ude af stand til at knytte nære relationer.

Bekim får sig nogle særdeles fysiske knald med smukke mænd. Han anskaffer en enorm kongeboa til at holde sig med selskab. Og på en bøssebar møder han en arrogant kat med såre menneskelige egenskaber. Da han senere besøger familiens hjemegn, redder han en anden mere katteagtig kat fra sultedøden og menneskenes foragt.

”Mit kat Jugoslavien” klipper kvikt frem og tilbage mellem Emine og Bekims historier. Begge er godt fortalt, begge fascinerer og involverer. Mit store problem er, at jeg ikke fatter, hvad kattene har at gøre midt i det hele. De hopper ind og ud af bogen, bliver aldrig fulgt helt til dørs, repræsenterer måske, måske ikke en fortrængt side af Bekims personlighed, som går hen over hovedet på denne anmelder.

Kattens osse.

Lån bogen på bibliotek.dk