Med kup og kaffelikør af Catharina Ingelman-Sundberg
380
2014
978-87-7159-024-1
Kaffe med rån - oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
Hyggelig, underholdende, og lidt for meget Olsen- og Støvsugerbanden.
Fem pensionister på plejehjemmet Diamanten har fået nok af dårlig behandling og vacuumpakket pap-mad. Da de en dag ser en udsendelse om forholdene i de svenske fængsler, beslutter de sig for, at det er der, de vil hen. Servicen er væsentligt bedre i fængslet, end den er på plejehjemmet. I fængslet får man både sund mad og frisk luft, og man bliver ikke lagt i seng kl. 20.00, fordi der ikke er personale nok. Men man kommer jo ikke bare i fængsel, fordi man har lyst. Så de gamle beslutter at stjæle nogle malerier på statens kunstmuseum. Bare lige nok til at de kan prøve det der fængsel af i nogle måneder.
Bag den hyggelige og lystspilsagtige fortælling ligger nogle drøje hug til diverse offentlige instanser og regeringer for de evindelige besparelser, der altid går ud over dem der i forvejen ikke rigtig har noget at byde ind med. En problematik de tilsyneladende også kender til i Sverige.
De fem hovedpersoner fremstår tydeligt i deres respektive karikerede personligheder. Hver især har de deres særheder – og særheder er endda en underdrivelse, for de er virkelig mærkelige. Men på den hyggelige måde. Plejehjemslederen, der forsøger at drive hjemmet som en virksomhed, der skal give et stort overskud, er ikke så lidt af en prøvelse for hjemmets beboere.
At en handling er forudsigelig, plejer at være et voldsomt irritationsmoment. Men i “Med kup og kaffelikør”, er forudsigeligheden faktisk med til at øge hyggen og trygheden i fortællingen.
Bogen er fint skrevet, har sine sjove passager, og en handling der er så grotesk og langt ude, at man egentlig burde tage sig til hovedet. Men det fungerer faktisk udmærket. Intet sted har man fornemmelsen af, at bogen skal tages for ret meget mere end nogle timers god underholdning – når man lige ser bort fra de der hug til samfundets øverste ledelse. Men en fin fortælling om at tage ansvar for sit liv, uanset hvor langt hen i det man måtte være kommet, og om at få det bedste ud af det. Men 380 sider er for meget. Det er som at sætte en helaftensfilm med Gøg og Gokke på repeat. Sjovt til at begynde med, men man når ret hurtigt et mætningspunkt, hvorefter det bliver lidt for meget og lidt for søgt. Således også med “Med kup og kaffelikør”.
