48
2025
9788775881406
Ma Dalton
oversætter Vigan
2 udgave 1 oplag
Lucky Luke bliver venner med Ma Dalton, den søde gamle kone der ikke kan gøre en flue fortræd. Men da Daltonbrødrene får besked om dette øjner Joe muligheden for at pløkke Lucky Luke, det kræver bare at de bryder ud af fængslet. Så efter en ildspåsættelse og lidt forhindringer lykkedes det at bryde ud, Joe dog i følgeskab med Ratata som han er lænket sammen med. Vel hjemme hos Ma Dalton lægges der planer for fremtiden, og omegnens banker bliver plyndret på stribe, så Lucky Luke må træde i karakter og komme på banen igen som den retskafne ordenshåndhæver.
Albummet blev skabt af Morris og Goscinny i 1971, og udkom første gang på dansk i 1973. Som ung var jeg meget begejstret for Lucky Luke, og kunne da også svagt huske albummet da jeg nu mange år efter genlæste det. Den gang var det en hæftet udgave, men nu fremstår albummet super lækkert med stift bind, lækkert papir og et godt tryk, et helt igennem kvalitets produkt. Selve historien er i min opfattelse helt klart i den bedste ende i serien af Lucky Luke album, og et album der tåler at blive genlæst flere gange. Så i min optik er det helt klart et album man bør have i sin samling hvis man er Lucky Luke fan.
Den belgiske tegneserie skaber Aldus Maurice de Bévère (1923 – 2001) er nok bedre kendt under kunstnernavnet Morris. I 1945 begyndte han sin tegnerkarriere på bladet Le Moustique, og året efter begyndte han på serien Lucky Luke, som han både skrev og tegnede. Han var dog mest interesseret i tegningerne, så i 1955 blev René Goscinny manuskriptforfatter på serien, der viste sig at blive en verdenssucces. Efter Goscinnys død i 1977 fortsatte Morris med at tegne serien om Lucky Luke, delvis selv som forfatter, men dog mest med andre forfattere. Serien kommer ikke op på samme højder uden Goscinnny, men holder en rimelig standard. Der findes i dag omkring 90 album med de figurer Morris skabte.
René Goscinny (1926 – 1977) også kendt som René Maldecq, René Macaire, Agostini, Liliane d’Orsay var en fransk-polsk forfatter, redaktør og humorist, som er bedst kendt for tegneserien Astérix, som han skabte sammen med illustratoren Albert Uderzo, og for sit arbejde med tegneserien Lucky Luke sammen med Morris (årene blev anset som seriens guldår) og Iznogood sammen med Jean Tabary. Igennem sin levetid har han modtaget adskillige priser for sit arbejde, heriblandt Prix Gaulois, Prix Alphonse Allais og Prix Loisirs-Jeunes, og han var medlem af Academy of Humour.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Cobolt, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

