0 kommentarer

Liv af Rasmus Hastrup

af d. 19. januar 2021
Info
 
Sideantal

141

Udgivet

2016

ISBN

978-87-998997-0-8

Udgave

1. udgave

 

Det er hverken til at rumme eller beskrive hvor godt og enkelt Rasmus Hastrup skriver, hvordan hans ord fremmaner gåsehud og trænger helt ind i bevidstheden via uforglemmelige og smertelige små noveller om livet.

I debuten Liv danser døden triumferende på forsiden, og selvom bogen handler om livet, så er døden hele tiden tæt på.

I den bizarre Børnehaven ringer, bliver Bjørn ringet op af pædagogen Birthe, der må fortælle, at hans datter Sophia er død i en ulykke. Den utroligt triste og rædselsfulde besked bliver fulgt af pædagogens rationelle tilgang, alt kan fortsætte som normalt, bedsteforældredagen ugen efter kan stadig gennemføres, de har tilmed begravet pigen. Livet går videre…Det er en historie der kun kan give mig dårlig samvittighed, når jeg på samme tid finder den ret morsom, og dybt tragisk.

Smilet stivner dog i næste novelle, Et fremmeligt barn, hvor vi følger Lina-Kamille, der var skyld i Sophias død. En uendelig trist historie om et barn der skriger om hjælp, men kun bliver mødt af overfladiskhed fra de voksnes side.

Hastrup er i det hele taget fremragende til at beskrive børns sind og tanker, hvilket også viser sig i Dostav, hvor især børns grusomhed bliver anskueliggjort, de voksne skulle ikke have blandet sig!

Jeg vil også fremhæve Andelsboligforeningen Kurvemagergården, der starter således:

Jeg holder meget af vinduer. Alt det, man kan se, både indefra og udefra. Og alle de tanker, man kan gøre sig om, hvilke hemmeligheder gardiner kan skjule.”

Herefter begynder bestyrelsessuppleanten at udspionere en smuk ung kvinde, der lige er flyttet ind i en lejlighed overfor ham selv. Hvad er det for hemmeligheder hun har, hvad betyder hendes handlinger? Samtidig er han i gang med en kæmperoman, hvor kvindens adfærd får betydning for handlingen, og især slutningen. En fremragende novelle. Måske man skulle fokusere lidt mere på sit eget liv?

Samlingens bedste novelle er dog Åge, der taler direkte til mig. Godt nok er jeg ikke en livstræt 70 årig, men der er uhyggeligt mange genkendelige ting i historien, så måske er jeg på vej? Åge sidder og funderer over livet, børnene der forsvandt, konen der døde og alle de desillusionerende episoder han har været ude for i sit ulykkelige liv. ”Hvad fanden skal man med fælles minder, hvis man ikke engang husker det samme?”, som han ræsonnerer, efter han og konen taler om en fælles ferie der huskes totalt forskelligt.

Erfaringer kan højst omsættes til råd til yngre mennesker – råd, der er nogenlunde lige så velkomne som en dampende lort i panden på en brunsvigerkagemand. Man forstår ikke, hvad de unge siger, og de forstår ikke, hvad man siger til dem. Og smiler man til dem, er man enten dement eller en gammel gris, og sandsynligvis begge dele.”

Jeg fik engang højst utraditionelt at vide, at man skal have Nej-hatten på. Det har Åge i den grad, og det bliver bare mere smerteligt, når noget af sandheden går op for én i den efterfølgende novelle, Koma.

Rasmus Hastrup er fænomenal til at ramme lige i livsnerven, hvor det både kan gøre ondt, men det kan også få læseren til at grine lidt af sig selv. Jeg er fyldt med ambivalente følelser efter at have lagt bogen fra mig, og det er lige dér jeg synes litteratur er bedst. Han skriver som om han har levet mere end et liv, hvilket sidste novelle kan bevidne, hvor vi i Det sidste hus lige får gennemgået livets gang.

Fremragende novellesamling!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter