Lærlingen af Gian Mario Villalta

Hakkeordenen er klar mellem lærlingen Tilio og hans læremester Fredi. Tilio lærer imidlertid hurtigt, er præcis i bevægelserne, pertentlig med de mange gøremål. Og Fredi er jo ikke helt ung længere.

Handlingen i “Lærlingen” – hvis man da vil kalde det en handling, det er snarere en stemning – foregår i en dunkel kirke i en landsby i det nordøstlige Italien. Vores to værkbrudne helte er kirketjenere og ovre den første ungdom. Tilio tooghalvfjerds, Fredi godt oppe i firserne.

På sin egen pedantiske måde overvåger Fredi, at Tilio altid gør sig umage. Der skal lægges lys frem, som de troende kan købe og tænde (men hvorfor kan moderne mennesker ikke sætte lysene lige, så de ikke drypper så meget?). Der skal vaskes gulv, når turisterne lige har trampet hele kirken rundt i deres mudrede sko, selv om de fleste jo kun kommer for at se Tizians altertavle. Der skal tilrettevises messedrenge, som har svært ved at holde øjnene fra mobilen. Præsten, Don Livio, skal gives tegn om at sætte i gang.

“Lærlingen”, forfattet af velrenommerede Gian Mario Villalta, er en finurlig og livsklog fortælling fra et sjældent oplyst hjørne af virkeligheden. De to elskelige hovedpersoner befinder sig velsagtens så langt fra den moderne litteraturs gængse stereotyper som nyudsprungne veganere fra en grisestald.

Som læser luner man sig ved det gryende venskab, der vokser frem mellem de to mænd. Man hygger sig med dem, når de får sig en sjat kaffe fra termokanden (forstærket med vodka for at holde varmen i den kolde kirke) og lidt rart at spise, som de skiftes til at medbringe; Fredi altid rosinbrød fra Meto, Tilio mere afvekslende, men det skal i hvert fald smage af noget.

Ofte griber de to tudser sig selv og hinanden i at falde i staver, mens tankerne fortaber sig i fortiden. Begge bærer på en stor skam, den ene om sin afdøde far, den anden om sin afdøde hustru. Efterhånden indvier de tøvende hinanden i deres dystre minder.

Tilio er den tænksomme, den søgende af de to. Når så fortvivlende få troende tropper op til de alt for mange messer, spekulerer han over, om det er mennesket, der har forladt gud, eller monstro gud, der i afmagt har vendt sine egne skabninger ryggen?

I en af bogens pragtfulde scener vil Tilio høre præsten, hvad biblen mener med, at “de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” Fredi vil ikke høre svaret. “Tilio har ingen tro,” funderer han gram i hu, “derfor har han behov for at forstå.”

“Lærlingen” er herligt kammerspil for to. Nu mangler vi bare et par karismatiske ældre skuespillere og en dygtig teaterinstruktør.

Lån bogen på Bibliotek.dk