Dødvægt af Elsebeth Egholm

”… lidt ekstra dødvægt,” bliver hun kaldt. Julya, den russiske glædespige, hvis afsjælede legeme smides over bord fra et maltesisk fragtskib. Lige ned blandt en bådfuld afrikanske flygtninge, der kæmper for livet i det oprørte farvand ud for Gozo, Maltas søsterø.

Tilfældet vil (og den slags tilfælde er altså ekstremt utroværdige, fr. Egholm), at en passagerfærge med den danske journalist og amatørdetektiv, Dicte, hendes kæreste Bo og hans hold af ivrige fotografelever i det samme sejler forbi og fanger hele episoden med deres kameraer.

Unge Natasha, der er lun på Bo og omvendt, fanger noget mere. Og det kommer til at koste hende livet kort efter ankomsten til den vintergrønne middelhavsidyl, Gozo. Ved samme lejlighed forsvinder Bo sporløst, og en fortvivlet Dicte er alene tilbage blandt de unge, fotograferende danskere.

Hvilke hemmeligheder er det, Natasha og Bo har opsnappet?

Dicte både savner og hader sin forsvundne kæreste, men hun kan ikke lade ham i stikken og går følgelig i flæsket på de stedlige forbrydere. I et (meget) tæt samarbejde med den attraktive kriminalmand Jack begynder hun at optrevle en kynisk bande af russere og lokale forretningsfolk, der udnytter unge, østeuropæiske piger til sex og det, der er værre.

”Dødvægt” er en krydret sag med ingredienser som bådflygtninge, trafficking og den katolske kirkes dobbeltmoral. Relevante og aktuelle emner, som Elsebeth Egholm desværre ikke følger til dørs, men kun bruger som et papirtyndt alibi for at give sin nyeste Dicte-krimi kulør.

Plot, afvikling og tempo har international klasse; ”Dødvægt” er en kvalificeret krimi, der bærer præg af Egholms betydelige rutine i genren. Også beskrivelserne af Gozo og gozitanernes skikke er inciterende og afslører, at forfatteren selv kender øen ud og ind.

Til gengæld er personerne ren papmache. Dicte og Bo har optrådt i flere bøger før og vil således være mange bekendt, men som førstegangslæser er man ladt fuldkommen i stikken. Jeg aner ikke, hvor gammel Dicte er, eller hvordan hun ser ud, bortset fra at hun er smuk, blød og mælkehvid. Hendes reaktioner før, under og efter Bos ufrivillige forsvindingsnummer er besynderligt svale; som om hun dybest set er ligeglad.

Også korrekturen er lemfældig. Foruden forskellige tyrkfejl bliver Dictes lejede Fiesta for eksempel pludselig til en Fiat. Et mindre irritationsmoment, naturligvis, men alliwl.

Lån bogen på bibliotek.dk