Krokodillevogteren af Katrine Engberg

Der er forskellige slags krimier. Den hvor læseren gætter det hele med det samme, og slæber sig gennem resten af bogen i håb om at en flok småt begavede politifolk også finder ud af hvem der gjorde hvad, og så er der dem hvor jeg gætter og gætter, og alligevel ikke finder ind til mysteriets kerne. Den bedste slags. “Krokodillevogterens” plot er kringlet, uforudsigeligt og rimeligt kompliceret, og tilhører den sidste slags.

I et byhus i indre København går folkepensionisten Gregers Hermansen forsigtigt ned af trapperne. Underboens dør står på klem og Gregers falder uheldigvis ind i lejligheden, da han vil støtte sig til dørkarmen. Noget afbøder dog hans fald, og da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger ovenpå liget af en ung kvinde.

Kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner sættes på denne overraskende sag, der vender op og ned på livet i byhuset.

Ser man bort fra lidt løse ender hist og her, fungerer historien som sådan rigtig godt. Det er lidt værre med persongalleriet. Eller i hvert fald med den ene af de to betjente. Han har, jeg havde nær sagt “selvfølgelig”, rod i privatlivet, tager lidt for mange piller, er smådeprimeret efter en skilsmisse, og prøver bogen igennem at finde både sig selv og en morder. Han er set før. Han er set alt for mange gange før, og derfor bliver det lidt svært at tage historien alvorligt, når i hvert fald den ene hovedperson er en kliché i krimilitteraturen. Det går bedre med resten af personerne, selvom enkelte er lige lovligt karrikerede.

“Krokodillevogteren” er Katrine Engbergs debut som forfatter, og med det in mente er bogen faktisk slet ikke så tosset. Plottet fejler i hvert fald ikke noget. Det er godt tænkt, det er vildt usandsynligt, men i en krimi, hvis mål vel egentlig bare er at underholde, gør det heller ikke noget. Hvis jeg vil have en troværdig historie, kan jeg læse lokalavisens politirapport.

Ind imellem puttes personer og hændelser ind i handlingen på en sådan måde at det er mere end tydeligt, at deres formål udelukkende er at lede læseren på vildspor. Desværre er det oftest alt for tydeligt, og som læser finder man meget hurtigt ud af, at der er store dele af bogen man ikke skal lægge noget i. Dermed kommer disse personer og hændelser til at fremstå lidt for konstruerede, og gør ikke noget godt for historien. Bogens slutning er af den værste slags. Altså den hvor en person forklarer hele historien for en anden. Dermed signalerer forfatteren, at hun måske har skrevet en lidt for kringlet historie, og derfor bliver nødt til at forklare hvad det egentlig var hun skrev. Det duer ikke!

Når alt det så er sagt, er det vigtigt også at nævne at jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Engberg skriver godt og, i nogen grad, levende. Personerne fremstår i det store og hele fornuftigt (bortset fra ovennævnte undtagelser). Forfatteren har siden “Krokodillevogteren” skrevet flere krimier med Kørner og Werner i hovedrollerne, og dem vil jeg helt sikkert også læse ved lejlighed.

Lån bogen på Bibliotek.dk