0 kommentarer

Kød og blod af Elsebeth Egholm

af d. 16. maj 2015
Info
 
Sideantal

394

Udgivet

2014

ISBN

978-87-400-1349-8

 

I “Kød og blod” arbejder Dicte og hendes søn Peter igen sammen om at opklare forbrydelserne.

Det hele begynder med mordet på en ung universitetsstuderende kvinde, der først bliver brutalt voldtaget og derefter groft lemlæstet. Gerningsmanden har flænset hendes hals op på en vildskab som leder tankerne hen på en ulv. Kort efter findes to andre kvindelige studerende myrdet på præcis samme måde, hvilket naturligvis skaber frygt og rædsel.

Dicte er blevet freelancer og forsøger at komme sig oven på de voldsomme oplevelser tidligere på sommeren. Hun vil skrive en bog med fokus på voldens ofre, men hun kan naturligvis ikke lade være med at blande sig i efterforskningen.

Peters hund, Kaj, bliver mistænkt for at have slået et får ihjel og den bliver derfor tilbageholdt på Grenå Politistation. Allerede dagen efter tilbageholdelsen bliver den dog befriet af en mand som udgiver sig for at være politimand. Det får Peter til at indlede en intens jagt efter Kaj.

Sideløbende følger vi den unge studerende Nini, der holder pause fra studierne og arbejder i Skandinavisk Dyrepark, hvor hun sammen med kollegaen Jason passer parkens ulve.
Nini modtager mystiske beskeder fra en ukendt person som underskriver sig B, men Jason overbeviser hende om, at det blot er drengestreger og får hende til at smide beskederne ud.

“Kød og blod” er endnu en superkrimi fra Elsebeth Egholm, hvor man som læser fra start til slut bliver holdt på pinebænken og næsten ikke kan slippe bogen undervejs og hele tiden bliver nødt til lige at læse et kapitel mere. Det er ikke for ingenting, at Egholm er en af Danmarks mest læste kvindelige krimiforfattere. Hun formår som ingen anden at bygge en krimi op, udtænke et kompliceret plot og samle alle trådende til sidst. Sideløbende med handlingen tager hun fat på aktuelle emner og problematikker fra dagspressen.

Krimien er efter sigende en selvstændig fortsættelse af serien om Dicte Svendsen, men har du ikke læst de øvrige bøger i serien, vil jeg anbefale dig at læse dem først, da der er mange referencer og henvisninger til handlingen i de tidligere bøger.

God læselyst!

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter